29-årige Chris Høiriis fra Viborg blev fire guldmedaljer rigere ved et stort internationalt racerunner-stævne i august
Chris Høiriis har Cerebral Parese og sidder i kørestol. Hans store passion er racerunning, som han har dyrket i mere end fem år, og han er ikke bange for at kaste sig ud i konkurrencer.
– Jeg elsker det, racerunning gør ved mig. Jeg deltager i konkurrencer, fordi jeg har et kæmpe vinderinstinkt, siger Chris Høiriis.
Vinderinstinktet dukkede da også op ved dette års Racerunners Camp & Cup, hvor han vandt fire guldmedaljer ud af fire mulige. Og det har kun givet ham mere blod på tanden.
– Det er helt vildt fedt og noget, som jeg er utrolig stolt af, siger Chris Høiriis og fortsætter:
– Mit personlige mål er, at jeg vil træne mig op til, at jeg næste år kan deltage i 800 meterløb. Derudover er det mit mål at blive endnu bedre til racerunning.
Han håber desuden på, at racerunning på sigt bliver højere prioriteret af de Paralympiske Lege, men også af idrætsudøvere.
– Jeg håber, at der kommer mere opmærksomhed på racerunning, at den bliver en fast del af de Paralympiske Lege, og at der i fremtiden er flere, som vil begynde at dyrke denne sport, som på sigt kan blive trænere, der kan give erfaringer videre til nye racerunnere, slutter Chris Høiriis.
Elsass Fonden er én af tre hovedsponsorer bag para-atleterne frem mod de Paralympiske Lege i 2020. Støtten går primært til at forberede og udvikle atleter frem mod PL i 2020. Herunder træning og turneringer. Elsass Fonden har også støttet Chris Høiriis’ deltagelse i dette års RaceRunners Camp & Cup.