Fra lykkepiller til livsglad

Det var som at bestige et bjerg, da Carsten Olsen satte sig på en spinningcykel for første gang i 2013. En tæt tåge af lykkepiller havde sat sit præg på hans tilværelse. En god portion træning, opbakning og viljestyrke har siden fået ham ud af tågen og op i instruktørsadlen.

”Mere belastning på,” råber 59-årige Carsten, der har cerebral parese (CP), ind i mikrofonen, mens sveden pibler frem. Han tramper løs i pedalerne på spinningcyklen. Deltagerne tramper med til lyden af de bedste 90’er hits.

For bare 6 år siden så Carstens liv markant anderledes ud. En depression havde gjort sit indtog og var årsagen til, at han havde været på lykkepiller siden 2002.

”Det var ikke nemt at være mig i den periode. Det var som at gå rundt i en osteklokke,” fortæller Carsten.

En veninde inviterede ham med ind i et spinningprojekt tilbage i 2013. Det fik en afgørende betydning.

Kravlede langs væggene

Han begyndte langsomt at træne og komme i form. Godt hjulpet på vej af Mads Wiberg, der selv har CP, og som stod bag spinningprojektet. Han glemmer aldrig den første gang, han mødte Carsten.

”Jeg mødte en mand, som var meget usikker på sig selv. De første gange kravlede han langs væggene. Min kollega og jeg var næsten sikre på, at vi ikke ville komme til at se ham igen. Han turde nærmest ikke hilse på os,” fortæller Mads.

Det skulle dog vise sig af gå anderledes. Efter kort tid faldt Carsten godt til på holdet og opnåede gode resultater med sin træning – både fysisk, psykisk og socialt. Bare et halvt år senere var han medinstruktør på holdet.

”Jeg har været lidt af et projekt for Mads. Hver gang, jeg har sagt nej til noget, har han sagt ’jo, du kan godt’. Og manden har fået ret hver gang,” griner Carsten.

Det resulterede i, at han overtog spinningholdet som instruktør og holdleder – selv om det var noget, han skulle tage sig mod til.

”Kommunikation med andre mennesker har generelt været en udfordring. Især i mit voksenliv,” siger Carsten og uddyber:

”Jeg synes, jeg mumler meget. Jeg skal også tit gentage mig selv. Derfor forsøger jeg at tale så højt og langsomt som muligt. Men jeg bruger mange kræfter på det. Det kommer ikke naturligt til mig.”

Men det stoppede ham ikke. Ifølge Mads skyldes det hans egen viljestyrke:

”Projektet har i mine øjne været med til at få Carsten til at udvikle sit fulde potentiale som menneske og som træner. Han har selv lysten til at udvikle sig og gør det stadig på mange andre områder.”

Brød den onde cirkel

I 2015 fik han taget endnu et skridt ud af sin depression på Elsass Fondens første camp for voksne med CP. Her mødte han udviklingsmedarbejder Mie Maar fra Elsass Fonden, som var i gang med en ph.d. om psykosociale udviklings- og læringsprocesser.

For at bryde den onde cirkel, han var havnet i, gav Mie ham en udfordring.

”Jeg aftalte med ham, at han til næste samling skulle forberede sig på et spørgsmål, jeg ville stille. Den tyggede han lidt på. Men det endte med, at manden rakte hånden op, og lige pludselig kom der hul på bylden,” siger Mie.

Det er lige præcis, hvad campen går ud på. At give deltagerne erfaringer og udfordringer, der gør op med de uhensigtsmæssige handlinger, der bremser dem.

”Jeg var ikke meget værd på det tidspunkt. Jeg var meget tilbageholdende og sagde næsten ingenting. På mirakuløs vis fik Mie mig til at fortælle en lille bitte smule om mig selv. Det har helt sikkert været skridtet til, at jeg kan det, jeg kan nu. Hun skubbede mig på vej,” siger Carsten.

Den sidste lykkepille

For Carsten havde fællesskabet på campen en stor betydning.

”Jeg fandt pludselig en familie, jeg ikke vidste, jeg havde. Der var en fantastisk indforståethed, og det klikkede bare. Man kunne nærmest stå med ryggen mod hinanden og mærke, hvordan dem, der stod bagved, havde det. ’Vi har hinandens ryg’, som én af deltagerne så smukt udtrykte det. Det er svært at beskrive. Det skal man have prøvet for at forstå det,” siger Carsten.

Ifølge Mie var det en overvældende camp med et helt unikt fællesskab.

”Folk blev meget personlige og kunne spejle sig i hinanden. På den måde var det en ret intens oplevelse for alle, fordi det var så sårbart, åbent og ærligt,” fortæller hun.

I september 2015 tog han det sidste skridt.

”Hård træning og stor opbakning fra familien og Mads Wiberg gjorde, at jeg kunne tage min sidste lykkepille,” siger Carsten.

Mental og fysisk forandring

Han har siden deltaget i flere camps, hvor han har holdt oplæg om sin historie og instrueret spinningtimer. Derudover han har sit faste hold ifitnesskæden SATS i Rødovre én gang om ugen.

Træningen har i høj grad været med til at give ham et større overskud. Derudover har han fået en bedre balance og generelt mere styrke i kroppen.

”Jeg går meget bedre. Jeg kan meget mere, end jeg nogensinde har kunnet, og jeg er også begyndt at løbe,” siger Carsten.

Han har sågar deltaget i et mini-triatlon.

”Efter en camp med Elsass Fonden blev vi opfordret til at deltage i KMDs mini-triatlon på Amager Strand. Vi trænede op på kun to måneder og gennemførte,” siger Carsten.

Selv om han ikke gennemførte i den hurtigste tid, føler han alligevel, han har vundet.

”Jeg deltog sammen med en veninde, som jeg via camps og andre sammenkomster har fået et helt særligt venskab med. Oplevelsen og vores gennemførte tider står knivskarpt for mig,” siger Carsten og fortsætter:

”Det handler om at deltage, ikke om at vinde.”

De mange succesoplevelser har givet ham troen på sig selv.

”Jeg er kommet ud af osteklokken! Det er svært at beskrive, når man nærmest har gået rundt i en tåge. Det er ikke rart at tænke tilbage på. Jeg har hele vejen fået, og får fortsat, en uvurderlig støtte fra familie, venner og ikke mindst Elsass Fonden. Der er sket både en mental og fysisk forandring, som har betydet alt for min livskvalitet,” slutter Carsten.