Hvorfor er en person med eksempelvis en funktionsnedsættelse i den ene hånd stemplet som handicappet, mens et dumt svin betragtes som normal?

Den berømte sidste replik i filmen “Some Like it Hot” (på dansk: Ingen er fuldkommen) lyder: “Well, nobody’s perfect”. Det kan vel uden videre betragtes som en almen accepteret antagelse, at ingen er perfekte. Vi har alle mangler og svagheder, hvis vi benchmarker enhver af os mod det utopiske menneske, altså et menneske der kan alt. Vi ved instinktivt, at dette menneske ikke findes. Ingen kan alt – ingen er uden barrierer – ingen er fuldkommen. Som en konsekvens af denne fælles visdom er det altså mangler og svagheder, der er at betragte som det naturlige – som normen.

Dermed er det ikke funktionsnedsættelse i sig selv, der gør, at nogle mennesker får betegnelsen: handicappet, mens andre beskrives som normale. Det må da være graden af den nedsatte funktion, der afgør i hvilken gruppe du indlemmes, da ingen er uden mangler. Er det mon som eksempelvis professor Deborah A. Stone siger det, at grænsen mellem den handicappede og den normale er bestemt af en socialøkonomisk konstruktion, hvis regelsæt tilsiger, at det menneske, der rent økonomisk ikke kan yde til fællesskabet, er at betegne som handicappet. Dette stempel giver nemlig samtidig adgang til nyder-rollen, og dermed ret til at forblive passiv, og lade fællesskabet overtager den økonomiske forpligtigelse helt eller delvist.

Det, der i første omgang, kan se ud som en kompensation og en hjælp kan imidlertid meget vel udvikle sig til at være en decideret bjørnetjeneste. At blive parkeret i en passiv rolle, kan føles som social undertrykkelse, idet der efterfølgende bliver lagt restriktioner og betingelser på den personlige udfoldelse.

Begrebet stigmatisering rinder i hu, og ville også kunne forklare situationen for den handicappede, hvis det ikke var fordi, at det sociologen Erving Goffman beskrev i sin teori var en generel situation, idet stigmatisering ifølge Goffman er noget, der er indlejret i samfundets normer, og disse normer er basis for både dem, der påfører stigmatisering og dem, der er ofrene – stigmatisering er noget der foregår hele tiden og som indbefatter alle i alle sammenhæng – altså en naturlig foreteelse.

Der eksisterer ikke to ens mennesker – selv enæggede tvillinger er unikke, bl.a. fordi individualitet er funderet i epigenetik, altså udviklingsbetinget kodning for geners produktion af proteiner og dermed en hel unik personlighed og væren. Interessant er det også, at moderne hjerneforskning kan vise, at hjerner er lige så unikke som ansigter. Den enkelt hjerne er et produkt af de oplevelser og den erfaring den er rundet af. Der er ikke to eksistenser, der kan tænde og kode for de samme gener på samme tidspunkt gennem et helt liv, alene fordi ingen kan have nøjagtig de samme oplevelser og erfaringer for derefter at reagere på disse stimuli på nøjagtig samme måde, på nøjagtig samme tidspunkt. Som en figur i tre dimissioner kan dannes ved at definere punkter i en såkaldt punktsky, der tilsammen indbefatter den ønskede figur, således definerer punkterne i en persons samlede mængde af stimuli- og handlinger netop denne persons særlighed – som aldrig er set før og aldrig vil ses igen i al evighed.

Intet enkelt menneske kan siges at repræsentere det naturlige, idet alle er forskellige er ingen mere normal eller rigtig end andre, endsige naturlig. Det normale findes altså ikke, men er blot en udtænkt konstruktion. Diversiteten er det naturlige og dermed det normale. At måle hinanden mod en imaginær norm er bogstaveligtalt udtryk for overgreb og magtpositionering. Der er INGEN reel norm – kun en socialkonstruktivistisk model – da alle er forskellige. Alligevel vil mennesker, der benævnes handicappede opleve – som i George Orwell’s Animal Farm – at der over tid udvikles et maxim, der siger: All animals are equal, but some animals are more equal than others.

Hvem er det da, der udøver denne magtfordrejning og hvorfor lader dem, der er de såkaldte “anderledes” dette foregå uden kamp?

Mit håb er, at vi alle en dag vil kunne forstå og begribe at:

Funktionsnedsættelse er IKKE et handicap, men blot en parameter indlejret i livets naturlige mangfoldighed.

Af Peder Esben