IMG 8415

En tavs stemme blev hørt - 19-årige Søren vandt corona-konkurrencen

Søren Vith Sørensen, der har cerebral parese, viste sin corona-ramte hverdag på Neurocenter Østerskoven frem, og det gav ham flest stemmer og førstepræmien på 5.000 kroner i Elsass Fonden og CP Danmarks corona-konkurrence.

Hvordan har du oplevet coronakrisen? Det spurgte Elsass Fonden og CP Danmark om i konkurrencen ”Fortællinger om livet med CP i en coronatid”. En konkurrence, hvor alle med cerebral parese kunne deltage.

27 indsendte bidrag blev til tre, som dommerkomitéen udvalgte og sendte til offentlig afstemning. Og her løb 19-årige Søren Vith Sørensen med de fleste stemmer foran Emilie Westergaards essay og Peder Stausholms video-bidrag.

Mandag den 5. oktober blev Søren Vith Sørensen så endelig kåret som vinder i en særudgave af CP-TV på CP Danmarks Facebook-side. Finalen blev afviklet online som følge af corona-situationen.

Frustrationer, fællessang og FaceTime

Søren bor på Neurocenter Østerskoven i Hobro og har intet verbalt sprog, så han bruger en talemaskine til at kommunikere med. Han har skrevet dagbogsnotater i coronaperioden og har på den baggrund skabt en særudgave af avisen ’Den Tavse Avis’, der normalt udgives en gang om måneden på Østerskoven.

- I juni var jeg i CP-TV, hvor jeg skulle tale om CP i en coronatid. Her hørte jeg første gang om konkurrencen. Jeg fik lyst til at prøve at skrive noget. I starten blev det bare en dagbog, men lige før jeg skulle sende mit bidrag, kom min lærer, Birgit, i tanke om, at vi kunne lave det til en avis, fortæller Søren.

I avisen fortæller Søren, med hjælp fra andre elever og sin lærer, om, hvordan hverdagen blev ændret under coronakrisen i foråret. Først blev han hentet hjem af sin familie, senere kom han tilbage til Østerskoven, men måtte ikke få besøg. Undervisning via FaceTime, håndsprit, aflysninger og afsavn har præget tiden. Dommerkomitéen skrev om Sørens bidrag:

Avisen åbner for, at tavse stemmer kan blive hørt og giver indsigt i ventetiden og det afsavn Coronakrisen bragte men også fællessang, hjemmeundervisning og optimisme i forhold til hvad fremtiden skal bringe.

Indblik i en anderledes hverdag

Elsass Fonden og CP Danmark ønsker Søren et stort tillykke - og en stor tak for at dele oplevelserne under corona.

- Elsass Fonden gik ind i dette projekt for at opfordre og inspirere mennesker med CP til at fortælle om deres personlige oplevelser i forbindelse med corona-krisen, som har påvirket alle i samfundet. Vi var glade for at der kom rigtig mange gode indslag, og det var svært at finde netop de tre, der skulle nomineres til prisen, siger Elsass Fondens direktør, Peter Lindegård, og fortsætter:

- Vinderen har med sit bidrag på en kreativ måde lavet en særudgave af avisen, hvor læseren får indryk af, hvorledes dagligdagen har ændret sig for Søren, og de andre beboeres på det bosted, hvor han bor.

 

Der var fest og farver hos Mogens Wiederholt (tv) og Jacob Nossell (th) i det lille CP-TV-studie i Elsass Fonden, da Søren Vith Sørensen blev kåret som vinder. FOTO: Elsass Fonden

Der var fest og farver hos Mogens Wiederholt (tv) og Jacob Nossell (th) i det lille CP-TV-studie i Elsass Fonden, da Søren Vith Sørensen blev kåret som vinder. FOTO: Elsass Fonden

Læs også...

Coronakonkurrence (1)

Fortællinger om livet med CP i en coronatid

Elsass Fonden og CP Danmark lancerer konkurrencen "Fortællinger om livet med CP i en coronatid".

Læs mere ›
IMG 8235

Særnummer af Den Tavse Avis

Søren Vith Sørensen er nomineret i konkurrencen "Fortællinger om livet med CP i en coronatid".

Læs mere ›