Elsassfonden Gruppebillede 2020

Praktikant søges

Kunne du tænke dig at blive praktikant i Elsass Fondens ’Ung i arbejde’-ordning?

Er du lige blevet færdig med gymnasiet eller HF, og ved du endnu ikke, hvilken vej du skal gå ift. uddannelse og arbejde? Så læs mere her!

Elsass Fonden vil gerne hjælpe unge med cerebral parese (CP) på vej. Vi tilbyder en   ansættelse, hvor du får mulighed for at prøve dig selv af ift. et arbejde og de forskellige opgaver, vi kan byde på – samtidig med, at vi får hjælp til vores mange aktiviteter i hverdagen.

Som praktikant i Elsass Fondens ’Ung i arbejde’-ordning bliver du del af en glad, aktiv og initiativrig arbejdsplads i smukke fysiske rammer og omgivelser i Charlottenlund. En arbejdsplads, hvor vi sætter pris på engagement, samarbejde og fællesskaber.

Vi tilbyder:

  • 10 måneders ansættelse: 1. september 2021 – 30. juni 2022
  • 10-20 timer om ugen inkl. frokost, fordelt efter aftale
  • Løn efter aftale
  • Mulighed for at afprøve og arbejde med forskellige opgaver i huset:
    Kontor og administration, aktiviteter for børn og voksne, havearbejde, rengøring og service m.v.
  • En koordinator, som introducerer dig til opgaverne, og som du kan spørge undervejs.
  • En mentor, som du kan sparre med, og som støtter og vejleder dig i ansættelsesforløbet.
  • Mulighed for at lære mere om dig selv ift. job og opgaver!

 Vi forventer, at du:

  • Netop har taget en gymnasial eksamen (i år eller sidste år)
  • Har lyst til at udfordre dig selv
  • Har mod på at arbejde selvstændigt med opgaver, efter instruktion og med supervision undervejs
  • Er positiv, fleksibel og serviceminded

Yderligere oplysninger

Du kan læse mere om fonden på vores hjemmeside: www.elsassfonden.dk.

Du er også meget velkommen til at kontakte en af os, hvis du har spørgsmål til jobbet (obs: Vi holder begge sommerferie i uge 28):  

Chefsekretær Dorit Jensen (koordinator), mail: dj@elsassfonden.dk, tlf. 3965 8500

Sekretariatschef Karina Riiskjær Raun, mail: krr@elsassfonden.dk, tlf. 3965 8500

Ansøgningsfrist og evt. samtale 

Ansøgningsfristen er mandag den 2. august. Når vi har modtaget en ansøgning, sender vi automatisk en bekræftelse på, at ansøgningen er modtaget.

Hvis du er blandt dem, vi indkalder til en jobsamtale, vil samtalen finde sted
torsdag d. 5. august 2021 hos fonden i Charlottenlund.

Alle ansøgere får besked om, hvorvidt de har fået stillingen.

Send en motiveret ansøgning til job@elsassfonden.dk, hvor du fortæller, hvorfor du søger jobbet – og hvorfor vi skal vælge dig.

Læs også...

Praktikant Lærke Batting

"I dag ved jeg, hvad jeg vil være"

Lærke Batting har cerebral parese og har været i praktik i Elsass Fonden de seneste 10 måneder.

Læs mere ›