Din krop har godt af at bevæge sig. Musklerne bliver større, hjertet slår mere effektivt, og blodet kommer nemmere rundt i kroppen. Når musklerne er aktive, har de brug for energi, og den får de ved at øge forbrændingen af sukker og fedt.
Fysisk aktivitet medfører også andre ændringer i kroppen, der modvirker udviklingen af en række sygdomme som fx. åreforkalkning, blodpropper og sukkersyge.
Fysisk aktivitet og den kognitive funktion
Fysisk aktivitet betyder også meget for, hvordan vores hjerne fungerer. Ikke alene bliver vi bedre til at styre og bruge vores krop, når vi bevæger os, men når vi er fysisk aktive, får vi generelt nemmere ved at lære nye ting. Hjernens evne til at lære nyt og huske bliver således styrket, når vi bevæger os, ligesom vi bliver bedre til at fornemme vores krop og ‘lytte’ til den. Det har stor betydning for vores selvopfattelse, vores selvværd og vores velvære. Når vi bevæger os sammen med andre styrkes vores relationer til andre mennesker, og det er faktisk en af de mest effektive måder at få en oplevelse af at være et selvstændigt menneske, der også er en del af et socialt fællesskab.
Fysisk aktivitet og CP
Fysisk aktivitet er også vigtig, hvis man har CP – og måske endda i særdeleshed, hvis man har CP. Frem for alt er fysisk aktivitet vigtig for at hjælpe hjernen til at reparere den skade, den har fået. Fysisk aktivitet er nødvendig for at lære hjernen at styre musklerne rigtigt og modvirke, at de bliver stive. Fysisk aktivitet gør også musklerne stærkere og mere udholdende og styrker hjertet og kredsløbet, hvilket alt sammen har betydning for, hvor mange ting, man kan klare.