Samtale Psykolog Stock Web

Individuelt samtaleforløb

Alder: 17+ år
Sted: Elsass Fonden, Holmegårdsvej 28, 2920 Charlottenlund.
NB: Forløbet er fuldt booket, tilmeld dig for at komme på venteliste

Er du interesseret i at blive klogere på dig selv og livet med CP? Vi tilbyder individuelle samtaler med en psykolog med mulighed for at inddrage pårørende.

I foråret 2020 kan du løbende melde dig til et samtaleforløb i Elsass Fonden.

Samtalerne kan dreje sig om livets store spørgsmål og har fokus på det at være menneske, og de vilkår vi lever med. Igennem samtalerne kan du få sat ord på din situation, dine følelser og tanker og herigennem blive mere afklaret om, hvordan din livssituation påvirker dig.

Forløbet har som sigte at styrke voksne med CP i bedre at kunne tackle livets udfordringer, men bidrager også til øget indsigt og viden i fonden om de psykologiske aspekter ved et liv med CP.

Målgruppen

Voksne mennesker med cerebral parese over 17 år, som har lyst til at tale om livet med CP.

Program

Indholdet i samtalerne kan for eksempel handle om nedenstående temaer - men vil altid tage udgangspunkt i den enkeltes livssituation her og nu.

Temaer:

Stigmatisering:
Fokus i begrebet stigma er hverdagslivets møder. Hvordan bliver vi mødt af andre og accepteret som dem, vi er? Og hvilke betydninger har vores relationer og interaktioner på vores identitetsopfattelse?

Livsovergange:
Hvordan opleves livsovergange som for eksempel overgangen fra barn til voksen, eller skiftet fra børnehave til skole og til et liv på arbejdsmarkedet. Hvordan opleves skiftet fra at bo hjemme til at flytte hjemmefra, fra ægteskab til skilsmisse osv. Hvordan håndteres forandringer og livsovergange gennem livet med en diagnosen som CP?

Livet og døden:
Hvordan lever man livet bedst med diagnosen CP?

Ensomhed og fællesskab:
Vi ønsker os alle kærlighed og fællesskab, men vil også have selvstændighed og frihed. Vi føler os knyttet til hinanden, men vi er også alene. Hvordan finder man den bedste balance i denne bevægelse mellem ensomhed og fællesskab?

Mening og meningsløshed:
Hvad er meningen med livet?

Frihed:
Vi er frie til at vælge vores liv. Og vores valg har konsekvenser, som vi må leve med. Naturligvis er der ting, vi ikke kan vælge, da vi nu en gang er født, som vi er. Men vi kan vælge, hvordan vi vil spille med de ”kort”, som vi nu har fået på hånden i tilværelsens store spil.

Varighed

Et samtaleforløb er op til 10 sessioner. En session varer 50 minutter. Samtaleforløbet er gratis.

Andet

Har du lyst til at høre mere eller melde dig til forløbet, så kontakt os via tilmeld-knappen herunder.