Ildsjæle hædres med pris
To inspirerende mennesker, der på forskellig måde viser vejen for mennesker med cerebral parese, har fået tildelt Helene Elsass Prisen 2019.
Ud af de mange gode indstillinger til Helene Elsass Prisen 2019 skilte to seje, jyske kvinder sig ud. I år har udvælgelseskomitéen derfor valgt at dele prisen på 150.000 kroner mellem Pauline Sonne-Schmidt, der som ildsjæl har stablet venskabsweekender på benene for børn med cerebral parese (CP), og Astrid Siemens Lorenzen, der selv har cerebral parese, og som er en fantastisk rollemodel.
Prisen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er protektor for både Elsass Fonden og CP Danmark (tidl. Spastikerforeningen), den 4. marts 2019 i Elsass Fonden.
Selvom prisen i år deles mellem to vindere, så er det helt berettiget i begge tilfælde, fortæller Nick Elsass, bestyrelsesformand i Elsass Fonden.
– Det er fantastisk, at vi i år kan hylde hele to personer, som uegennyttigt gør en kæmpe indsats for andre. Og især børn og unge med særlige udfordringer, siger han.
Vil være fysiker
Astrid Siemens Lorenzen er 19 år, sidder i el-kørestol og har intet verbalt sprog, hun kommunikerer via en øjenstyret talecomputer. Men trods tydelige udfordringer går Astrid i gymnasiet, hvor hun er meget ambitiøs i drømmen om at blive fysiker – hvilket et gennemsnit på 11,7 vidner om. Samtidig er hun aktiv handicappolitisk og bruger sig selv i pressen både som debattør og rollemodel.
– Astrid er et lysende fyrtårn, en strålende rollemodel, som inspirerer alle os andre til at leve efter, at det nytter, og at man aldrig skal give op på sine drømme og ambitioner, siger Nick Elsass.
Om prisen siger Astrid:
– Jeg anser det at være én af de to prismodtagere af Helene Elsass Prisen, som en enorm motiveringskilde. Det tydeliggør, at jeg er på rette vej med mit bidrag til vores fælles arbejde for at vise, at selvom man har et handicap, og dermed ikke har de samme vilkår som andre, behøver dette ikke at være en forhindring i at leve det liv, man ønsker, hvis betingelserne etableres.
Vil have flere familier med
Det kræver et overskud af en anden verden at være mor til fire børn, hvor det ene barn har CP, passe job og så søsætte venskabsweekender, hvor familier med børn med CP mødes to gange årligt for at hygge sig, skabe venskaber og få netværk. Men det er lige præcis det, 38-årige Pauline Sonne-Schmidt fra Ikast har gjort.
– Jeg er imponeret over Paulines engagement og indsats for at stable venskabsweekenderne på benene. Hun fortjener i høj grad at få denne anerkendelse, og jeg håber, det kan inspirere andre til at skabe lignende tiltag, siger CP Danmarks landsformand, Lone Møller.
– Jeg er rigtig glad og stolt over prisen, og det er helt vildt dejligt at få fokus på venskabsweekenderne på denne måde. Jeg håber, det her kan være med til, at flere familier får lyst og mod til at tage med på weekenderne, siger Pauline Sonne-Schmidt.