Nyt bestyrelsesmedlem vil være med til at gå hele vejen for mennesker med CP
Professor Thomas Sinkjær er tiltrådt som nyt bestyrelsesmedlem i Elsass Fonden den 1. januar 2021. Han har i forvejen en baggrund indenfor hjerneforskning og rehabiliteringsteknologi og ser frem til at blive en del fondens ambition om at gå hele vejen for mennesker med cerebral parese.
Elsass Fonden og Thomas Sinkjær har kendt hinanden i flere år. Det er derfor et velkendt ansigt, som pr. 1. januar 2021 indtræder i bestyrelsen. Den 62-årige professor har samarbejdet med fondens forskningsafdeling i flere år og glæder sig nu til at blive en større del af de muskler, som han mener, er vigtige i arbejdet med at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese (CP).
”Dét, der er særlig interessant ved Elsass Fonden, er, at det er en fond, der er dedikeret til at gå hele vejen fra at forstå, hvad det er, der konkret er sket inde i hjernen, til at bruge den viden til glæde for mennesker med CP. Netop det at få ny vigtig indsigt og bringe den forskning i spil, er et af mine interesseområder,” siger Thomas Sinkjær.
På den baggrund har han ikke været et sekund i tvivl om, at det at få lov at komme ind i selve bestyrelsen kunne være spændende.
”Med den vision og de muskler, som Elsass Fonden har, så kan man gøre en forskel, og det er det, der er fascinerende,” fastslår han.
Den rigtige sammensætning
Bestyrelsesformand Nick Elsass ser frem til samarbejdet og lægger vægt på, at Thomas Sinkjær kan bidrage på flere områder i Elsass Fondens bestyrelsesarbejde.
”Jeg synes, at det er så vigtigt at sammensætte en bestyrelse i en kombineret velgørende og erhvervsdrivende fond, som Elsass Fonden er, hvor flere vigtige elementer skal være til stede - som for eksempel en skarp holdning til fondens fundats og DNA, faglige kvalifikationer og stor forståelse for fondens målgruppe. Til alle disse egenskaber kan vi sætte flueben ved Thomas Sinkjær - og i øvrigt resten af bestyrelsen,” siger Nick Elsass.
Han påpeger i øvrigt vigtigheden i at få alle de kompetencer og medmenneskelige egenskaber til at spille sammen med den rigtige sammensætning.
”Jeg synes, at vi har pligt til at erstatte fondens tidligere medlemmer i bestyrelsen med medlemmer, som har den samme empatiske forståelse og tilgang. Og det har Thomas Sinkjær,” siger Nick Elsass.
Forståelse af spasticitet
Thomas Sinkjær har fulgt Elsass Fonden tæt i mange år. Han er blandt andet formand for komitéen for Elsass Fondens forskningspris, ligesom han er næstformand i Bevica Fonden, som også har samarbejdsprojekter med Elsass Fonden. Derudover er han bestyrelsesmedlem i fondens datterselskab Movotec, der står for at udvikle måleapparatet PSAD, som er en metode, der kan måle årsagen til muskelstivhed hos mennesker med CP.
“I virkeligheden er PSAD’en et skoleeksempel for mig. Her er fokus at få forskning ud til brugeren via en teknologi, der kan anvendes ude i klinikken,” fortæller Thomas Sinkjær og fortsætter:
“Konsekvenserne af spasticitet er et meget vigtigt område - både for dem, der har CP, og for dem, der skal behandle mennesker med CP. Så studier omkring, hvordan signaler fra hjernen til musklerne og signaler til hjernen fra musklerne sammen laver en bevægelse, og forståelsen af spasticitet, interesserer mig meget og har været mit forskningsfelt i mange år.”
Vilje til at gøre en forskel
Thomas Sinkjær har således grundlæggende viden om, hvordan man bedst kan bringe forskning til anvendelse. Han ser sin nye rolle som bestyrelsesmedlem i Elsass Fonden som en oplagt mulighed for at kunne bidrage med sin viden indenfor området og samtidig gøre brug af fondens erfaringer og vilje til at gøre en forskel.
“I Elsass Fonden har man tålmodighed. Man ved, at forskning tager tid, og man ved, at det kræver ihærdighed. Man erkender, at det nogle gange er nødvendigt at gå nye veje, end den kurs, man har sat. Men det er det, man kan i en fond, når man har roen og viljen til det. Det er det, jeg oplever, Elsass Fonden har,” siger Thomas Sinkjær og slutter:
“Netop det at have et højt ambitionsniveau og være villig til at gå hele vejen for at gøre en forskel for mennesker med CP rammer lige ned i det, jeg gerne vil bruge energi på.”
Thomas Sinkjær er i forbindelse med sit medlemskab blevet en del af et særligt nedsat udvalg i bestyrelsen, der vurderer forskningsansøgninger.