Samarbejdspartnere søges til test af nyt spasticitetsapparat

To udgaver af et nyudviklet instrument, der giver objektive målinger omkring spasticitet, er færdigudviklet og klar til brug. Klinisk personale i kommuner og på hospitaler søges til samarbejde.

Et nyt apparat udviklet af forskere fra Elsass Fonden og Københavns Universitet kan være et vigtigt led i en styrket behandling af mennesker med cerebral parese. Det sker gennem levering af mere objektive målinger af bl.a. muskelaktivitet, end hidtil har været muligt.

PSAD (Portable Spasticity Assessment Device), som apparatet hedder, findes i to CE-mærkede udgaver: en forskningsmodel og en klinisk version. Og som noget nyt er sidstnævnte nu klar til at blive anvendt og gennemtestet rundt omkring på landets klinikker.

”Vores forskningsmodel er allerede i brug, bl.a. i USA og Australien, og vi har glædet os til også at kunne tilbyde en optimeret version af PSAD’en til de danske klinikere, med dét mål at gøre en mere direkte forskel ved at højne kvaliteten af de data, der bruges som grundlag for behandlingen af CP-patienter,” siger Christian Christiansen, direktør i Nordic-NeuroSTIM, som forestår udviklingen af apparatet på vegne af Elsass Fonden.

I den forbindelse leder virksomheden efter børneafdelinger på hospitaler og fysioterapeuter i kommuner, som arbejder med cerebral parese, som har lyst til at prøve PSAD’en af i praksis. Der er ingen omkostninger forbundet med at deltage i projektet.

Behov for objektiv vurdering

PSAD-apparatet er udviklet til at fungere som en hjælp til den neurologiske undersøgelse og kan anvendes til at måle stivhed i led samt bestemmelse af refleks- og muskelaktivitet under forskellige bevægelser.

Ifølge én af hovedforskerene bag udviklingen af apparatet, har studier vist, at det ikke er nemt at lave objektive neurologiske undersøgelser af mennesker med cerebral parese.

”Der er et tydeligt behov for en objektivisering af de resultater, som kommer ud i forbindelse med den kliniske undersøgelse. Og her kan PSAD’en hjælpe. Man kan målrette behandlingen mere præcist på baggrund af de informationer, som den giver,” påpeger Jakob Lorentzen, lektor i neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Udviklingen af apparatet har været undervejs i ca. 10 år.

Se mere om apparatet i videoen ovenfor.

Læs også...

Panum 5 (1)

Forskning og udvikling

Elsass Fondens forskning er forankret i diagnosen cerebral parese. Den danner fundament for alle vores indsatser. Og vi har mange forskellige projekter i gang.

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›