Amalie Vinther klar til PL for tredje gang
Amalie Vinther har cerebral parese og er Danmarks bedste parasvømmer. Den 24-årige nordjyde er netop blevet udtaget til de Paralympiske Lege. Meget er dog anderledes end ved hendes debut som 16-årig.
Foto: BESTSELLER for DIF og Team Danmark
”Jeg var kun 16 år, da jeg deltog for første gang til PL i 2012. I dag er jeg blevet voksen og mere erfaren. Jeg kender gamet, så alderen kommer mig til gode,” fortæller Amalie Vinther, der bor og træner i Aarhus, men oprindeligt kommer fra Thisted.
Erfaringen fra de to forrige PL i London 2012 og Rio 2016 håber hun at kunne drage nytte af i Tokyo:
”Jeg ved, hvordan jeg skal styre nerverne og hvordan det hele fungerer. Både i hallen og i den paralympiske by. Og så er jeg blevet mere bevidst om min egen krop i forskellige situationer. Det betyder at jeg kan være 100% på, når jeg står på skamlen og skal hoppe i, fortæller den nu 24-årige svømmer, der går efter en plads i top fem, men drømmer om medalje i favoritdisciplinen 400 m fri.
Også i Elsass Fonden vækker det begejstring, at Amalie Vinther skal med igen.
”I Elsass Fonden er vi meget glade for, at Amalie Vinther er blevet udtaget. Som én af hovedsponsorerne for Parasport Danmark ønsker vi hende alt mulig held og lykke, og vi glæder os til at følge hende i Tokyo 2021," siger Elsass Fondens adm. direktør Peter Lindegaard.
Savner vandet
Amalie Vinther har netop fået beskeden om, at hun er blevet udtaget på baggrund af de internationale kvalifikationskrav, og det har skabt stor glæde:
”Jeg har aldrig været væk fra vandet så længe som under nedlukningen af Danmark. Vandfølingen er vigtig, og det er frustrerende ikke at kunne komme i bassinet. Men derfor er det også rigtig dejligt, at jeg nu er blevet udtaget officielt. Det giver mig helt sikkert mere motivation i denne her tid,” fortæller Amalie Vinther, der har spastiske lammelser i højre side. Hun forventer dog – med hjælp fra Team Danmark - at kunne få adgang til svømmetræning igen fra uge 22.
Praktik erstatter PL
Til daglig læser Amalie Vinther til pædagog på VIA University College i Århus, men havde oprindeligt taget orlov og udskudt sin sidste praktik for at kunne fokusere på PL i august 2020.
Med udsættelsen af PL til 2021 er der nu vendt op og ned på det hele, og Amalie har med hjælp fra studiet fået en praktikplads og udskudt sin orlov, så hun udnytter ventetiden bedst muligt.