Cirkusprojekt på Lillevang Skole skaber venskaber på tværs af alder
Med støtte fra Elsass Fonden har Lillevang Skole i Allerød skabt nye relationer på tværs af skoletrin og funktionsnedsættelser i et 2-ugers cirkus- og musikprojekt.
Spændingen sitrer i luften i den store gymnastiksal på Lillevang Skole i Allerød. Eleverne fra centerafdelingen står klar med sommerfugle i maven til at vise publikum den cirkusforestilling, de har arbejdet med de seneste to uger.
Lillevang Skole er en almen skole med en centerafdeling, hvor der går 22 elever i alderen 6-16 år med funktionsnedsættelser, heraf 17 elever med CP.
Centerafdelingen har tidligere haft stor succes med et 2-ugers danseprojekt, der gav masser af livsglæde og sammenhold på tværs af klasserne, samtidig med at eleverne udfordrede sig selv fysisk og mentalt. Danseprojektet var så stort et hit, at alle i centeret nu danser sammen en gang om måneden.
Men nu gælder det altså cirkus. Et projekt som Elsass Fonden har støttet via et legat.
I løbet af to uger har eleverne deltaget i et undervisningsforløb på Allerød Musikskole og workshops på Cirkusmuseet i Hvidovre, hvorefter eleverne fik lov at brainstorme på, hvilke numre de kunne lave ud af alt det, de havde lært.
”Vi kan se og mærke på eleverne, at når skoledagene skiller sig ud, og de får lov at prøve nogle ting af, så skærpes motivationen og glæden. Der er så meget positivt ved at bevæge sig og spille musik, så det var oplagt at give eleverne en indføring i cirkusuniverset og erfaring med forskellige instrumenter,” fortæller lærerteamet, der består af lærer Lise Søndergaard, talepædagog og lærer Marianne Palsbjørn og fysioterapeut Line Brink Grønnebæk.
Cirkus for alle
Brainstormen udviklede sig til både tryllenummer, akrobatik og musik, design af cirkusplakater og billetter, mens andre stod for playlisten og det praktiske bag forestillingen.
Alle elever har en rolle i forestillingen uanset funktionsniveau. FOTO: Elsass Fonden
”Alle havde en rolle uanset funktionsniveau,” fortæller Marianne Palsbjørn og fortsætter:
”For det er bare så vigtigt at føle sig betydningsfuld. Vi har fx en elev, som bruger øjenstyret talecomputer. Han kom selv på idéen med, at han selvfølgelig skulle være bugtaler og bruge sin computer i nummeret. Det er helt tydeligt at se, hvor stolte de bliver, og hvor meget de vokser af at være med i hele processen.”
Nye kundskaber
Eleverne i centerafdelingen lever med CP på forskellige såkaldte GMFCS-niveauer, og undervisningsteamet har gjort meget ud af, at alle elever har følt, at de kunne være dem selv på scenen med de motoriske udfordringer, de hver især har.
”Jeg blev faktisk helt rørt på musikskolen, hvor børnene skulle prøve at spille sammen. Vi sad i en halvcirkel, og alle prøvede bare at spille med på hver deres måde, og de lyttede til hinanden. Det var en ret fin oplevelse,” fortæller lærer Lise Søndergaard.
Elever fra centerklassen øver sig på cirkus- og musiknumre. FOTO: Elsass Fonden.
For lærergruppen har det i det hele taget været meget imponerende at opleve, hvordan eleverne på de to uger har opdaget nye ting om dem selv, og hvor meget det har smittet af på deres motivation efterfølgende:
”Jeg har en elev, der synes, det kan være svært at finde motivationen til at træne i det daglige. Hun har en halvsidig lammelse og havde meldt sig på akrobatikholdet, og hendes mor blev simpelthen så glad over at se hende oppe i trapezen, hvor hun bare kastede sig ud i det og udfordrede sig selv fysisk. Efterfølgende spurgte hun mig, om vi ikke kunne lave et akrobatikforløb i fysioterapitræningen, hvilket vi selvfølgelig sagtens kan. Så nu glæder hun sig til træningen og kommer med forslag til andre ting, vi kan lave,” fortæller fysioterapeut Line Brink Grønnebæk.
Venskaber på tværs af alder
Selvom alle eleverne har kastet sig ud i projektet med stor entusiasme, er der mange ting at tage højde for, når man på denne måde tager børnene ud af deres faste rammer.
”Den største udfordring har helt klart været udtrætning, som vores elever mærker i højere grad end andre elever, og som bliver ekstra tydelig, når dagens struktur pludselig ændres. Derfor forsøger vi at gøre flere ting på samme måde hver dag, så det bliver trygt og genkendeligt for eleverne, og efter frokost har vi hver dag meditation for lige at komme ned i gear,” fortæller Marianne Palsbjørn.
Lærerteamet er dog ikke i tvivl om, at den ekstra energi, som både elever og lærer bruger i de to uger, er det hele værd – både på grund af den store glæde, det spreder, men også på grund af de venskaber og det fællesskab, det resulterer i på tværs af alder og funktionsnedsættelser.
Fysioterapeut Line Brink Grønnebæk, talepædagog Marianne Palsbjørn og lærer Lise Søndergaard. FOTO: Elsass Fonden.
"Selvfølgelig kan vores elever lave en cirkusforestilling. De gør det bare på deres egen måde."
”Hvis der er en elev, der har svært ved noget, så hjælper de andre med det samme, og i pauserne kunne jeg se, hvordan de helt små fra indskolingen talte med nogle af de store børn, de aldrig havde talt med før og bare hyggede sig helt vildt. Så der er ingen tvivl om, at der bliver skabt masser af nye relationer på tværs af klassetrin med sådan et projekt her,” fortæller Line Brink Grønnebæk.
Der er også en anden meget meningsfuld effekt af, at de mindre børn er sammen med de ældre.
”Det betyder meget, at de yngre elever har nogle ældre elever at spejle sig i set i forhold til det med at være et barn og senere en teenager med funktionsnedsættelse. Det er med til at skabe en forståelse for hinandens udfordringer og forskelligheder, så børnene kan se: ”Okay, jeg bøvler med det her, og du bøvler med det der. Det har været rigtig fint, at de får et indblik i det,” siger Lise Søndergaard.
Selvfølgelig kan vi også lave cirkus
I år afprøvede lærerteamet et nyt tiltag ved at invitere nogle af eleverne fra almenskolen ind og se generalprøven.
”Det er en god måde til at afmystificere nogle ting for eleverne i almenklasserne, at de kan komme over til os og se, hvordan vi arbejder med tingene, og hvordan vi fx bruger hjælpemidlerne,” fortæller Line Brink Grønnebæk.
”Eleverne fra almenskolen havde også arbejdet med cirkus, så det var samtidig også vigtigt at vise dem, at selvfølgelig kan vores elever i centerklasserne også lave en cirkusforestilling. Og det fik vi bare megagod feedback på,” fortæller Marianne Palsbjørn og fortsætter:
”Efter forestillingen var der en far, der sagde, at han var så glad for at se, at vi her i centeret turde kaste os ud i de her projekter med en tro på, at selvfølgelig kan vores elever lave en cirkus- eller en danseforestilling. For selvfølgelig kan de det – de gør det bare på deres egen måde.”
En glad cirkusdirektør
Tilbage i gymnastiksalen, der for en eftermiddag er omdannet til cirkusarena, gør en lettet cirkusdirektør status efter en veloverstået forestilling.
Vitus Jaskov var en stolt cirkusdirektør efter den veloverståede forestilling. FOTO: Elsass Fonden.
Vitus Jaskov på 12 år, der lever med CP, har fået æren af rollen som cirkusdirektør og guider publikum gennem forestillingen. De to uger med en anderledes skolegang har for Vitus været en god mulighed for at lære nogle nye ting:
”Det var rigtig interessant at være på musikskolen og lære at spille på instrumenter. Det er godt at være ude og prøve nogle ting af, som vi ikke laver til hverdag. Og så var det sjovt at få lov til at præsentere det hele i dag og bare være mig selv,” fortæller Vitus.