Event skal nytænke handicap
I slutningen af august bliver et stort internationalt møde – REIMAGINE – afholdt i Helsingør. Arrangementet, som er støttet af Elsass Fonden, går ud på, at forskere, aktivister, kulturpersonligheder og borgere mødes for at finde nye måder at tænke handicap på.
Hvordan nytænker man handicapområdet? Det er hovedspørgsmålet, når Helsingør danner ramme om et stort internationalt handlingsmøde under navnet REIMAGINE fra d. 21. – 24. august 2019. Her er forskere, aktivister, kulturpersonligheder og borgere fra ind- og udland inviteret og samlet for at arbejde netop på dette spørgsmål.
– Det er vigtigt, at vi skaber nye måder at samles, så vi i fællesskab kan skabe handling inden for komplekse områder som fx handicapområdet, siger Kristian Moltke Martiny, der er kognitionsforsker og hovedansvarlig for REIMAGINE.
Til hverdag arbejder han i det ny videnscenter Enactlab, som samarbejder med Københavns Universitet, hvor han bl.a. forsker i sundhed og handicap. Det er Enactlab S/I, der arrangerer handlingsmødet i Helsingør i samarbejde med Elsass Fonden, Bevica Fonden, Hamletscenen og Helsingør Kommune.
Kristian Moltke Martiny peger på, at dette også er udgangspunktet for FN’s verdensmål, hvor målet er at inkludere alle mennesker, skabe handling og mindske ulighed (Leaving No One Behind – red.). Han mener dog, at faren er, at det kun bliver ved politiske, top-down og brandtaler, der ikke kommer de enkelte mennesker med handicap til gode.
- Så derfor prøver vi noget andet med dette handlingsmøde, forklarer han.
Richard III spiller på HamletScenen
Handlingsmødet finder sted i forbindelse med Shakespeare Festival på Kronborg Slot, som i år opfører HamletScenens egenproduktion af Richard III. Forestillingen ønsker også at gøre op med fortællinger, der forstærker følelsen af at være anderledes, udenfor og stigmatiseret.
At nytænke handicap vækker genklang hos Nick Elsass, formand for Elsass Fonden, der støtter REIMAGINE-projektet som helhed:
– Projektet handler i bund og grund om at gøre op med stereotype fortællinger, der forstærker følelsen af at være anderledes og udenfor. Det kan vi naturligvis ikke andet end at bakke op om. Derfor har vi valgt at støtte projektet økonomisk blandt andet ved at sikre dygtige videnskabelige ressourcer til projektet, konkluderer han.
Møder skal gøre det komplekse enkelt
At finde nye måder at tænke handicapområdet på kan virke som en kompleks og besværlig opgave. Derfor skal de forskellige aktiviteter under REIMAGINE skabe rammer, der går på tværs af mødets deltagerne.
– Når problemerne bliver så komplekse og vores mål er at skabe handling, er det afgørende, at vi laver aktiviteter, der ikke kun taler til hovedet og specifikke fagligheder eller eksperter, men som også forankres i kroppen, vores følelser, værdier og kultur. Derfor benytter vi os af mange forskellige aktiviteter, der kan samle os alle som hele mennesker omkring et komplekst problem, siger Kristian Moltke Martiny og peger på, at der er behov for at nytænke handicapområdet.
Ifølge forskeren er de gængse opfattelser af handicap ofte selvforstærkende og stigmatiserende:
– Hvis vi tager fx tilgængelighed som begreb, reduceres det mange gange til kun at være et spørgsmål om elevatorer, ramper og antallet af handicaptoiletter. Her overser man ofte de personlige, psykologiske og sociale grunde til, at tilgængelighed er afgørende for personer med handicap. Vi skal derfor tænke tilgængelighed i meget bredere forstand. Tilgængelighed til beskæftigelse, socialt samvær og familie er lige så afgørende for personer med handicap som alt andet.
Ud med vanetænkningen
Handlingsmødet REIMAGINE skal derfor gøre op med vante forestillinger om handicap og ultimativt vise samfundet, at der er forskellige kroppe og forskellige måder at være i verden på.
Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden, mener også, at det giver god mening at udfordre vores vanetænkning omkring handicap:
– Man kommer måske lidt for ofte til at tænke ’dem og os’. Men det handler jo bare om, at vi kommer i forskellige størrelser og udgaver – og at vores omgivelser skal kunne favne os alle sammen. Og på ligeværdige vilkår. Jeg håber derfor, at REIMAGINE kan skubbe ved vores vanetænkning og kreativitet.