PL Atleter Banner

Fonden forlænger støtte til parasporten

Det er et stort privilegium at støtte dygtige og dedikerede parasportsatleter. Og det er kun naturligt for Elsass Fonden at ’fortsætte rejsen’ frem mod PL i Paris, lyder det fra formand Nick Elsass.

Når parasportens atleter stævner ud for at forsvare de rødhvide farver i årene frem mod PL i 2024, sker det fortsat med Elsass Fondens guldblå logo på træningstøjet.

Hovedsponsoratet af Parasport Danmark, som blev etableret i kølvandet af de Paralympiske Lege i Rio i 2016, er nemlig blevet forlænget frem mod næste PL i Paris. Og det vækker glæde hos fondens bestyrelsesformand, Nick Elsass.

”Det er en kæmpe ære og et stort privilegium at støtte de dygtige og dedikerede parasportsatleter. At vi kan medvirke til at give dem lidt bedre mulighed for at forberede sig og udvikle sig i de kommende 3 år – det er vi utrolig glade og stolte over. Derfor er det også helt naturligt for os at fortsætte hele vejen til Paris”, fortæller formanden og påpeger desuden:

”Atleterne er samtidig en stor inspiration og støtte til andre med særlige udfordringer til at dyrke idræt på alle niveauer under devisen: ’Ingen vinder alene!’”

Elsass Fonden er én ud af tre hovesponsorer af Parasport Danmark. De øvrige er dyneproducenten Jysk og Pressalit, som specialiserer sig i tilgængelige badeværelsesløsninger.

Optimale betingelser

Formand for Parasport Danmark, John Petersson, er glad for, at Elsass Fonden fortsat er en del af hovedsponsor-trekløveret. Det betyder, at det vigtige arbejde for at sikre mennesker med handicap de bedste muligheder i idrættens verden kan fortsætte ad samme spor – både på bredde- og eliteplan, forklarer han.

”Elsass Fonden har markeret sig som en engageret og synlig hovedsponsor, der taler hele parasportens sag og får ting til at lykkes. Dens særlige opmærksomhed på idrætsudøvere og eliteatleter med CP er med til at sikre, at der både regionalt og landsdækkende er aktiviteter og idrætstilbud til alle. Samtidig får de dygtigste atleter optimale betingelser for at udvikle sig, udleve deres fulde potentiale og nå deres sportslige mål,” siger John Petersson. 

Større og stærkere i 2024

Ved sommerens PL i Tokyo hentede de danske paraatleter fem medaljer. Tre af guld, én af sølv og en enkelt bronze – heriblandt dobbelt guldmedalje til rytter Tobias Thorning Jørgensen.

Tre atleter med cerebral parese var i aktion: Sebastian Frederiksen fra kørestolsrugbylandsholdet, som gjorde fin figur ved deres første PL nogensinde, den rutinerede dressurrytter Caroline Cecilie Nielsen og svømmer Amalie Winther.

Forhåbningen er, at sponsorstøtten også kan medvirke til, at der hentes endnu flere PL-medaljer i Paris 2024.

”Tokyo 2020 var et vigtigt skridt på vejen, men målet er at se et endnu større og stærkere dansk hold i aktion ved de Paralympiske Lege i Paris,” understreger John Petersson.

Læs også...

Paraatleter Modtager Medaljebonus

Medaljebonus til PL-atleter

Onsdag uddelte Team Danmark og Elsass Fonden medaljebonus til de danske PL-medaljevindere fra legene i Tokyo. 

Læs mere ›
Olympisk Stadion Officiel

Nedtælling til Tokyo er i gang

Når det går løs ved PL i Japan fra den 24. august, vil et stærkt hold af paraatleter – herunder tre atleter med cerebral parese – kæmpe for medaljer til Danmark.

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›