Milliondonation til forskning i CP og genetik
Fonden donerer 2,2 mio. kr. til Epilepsihospitalet Filadelfias forskning i sjældne genfejl og CP. Målet er at finde bedre behandlinger og udvikle skræddersyet medicin.
Elsass Fonden har doneret godt 2,2 mio. kr. til Epilepsihospitalet Filadelfia, der er Danmarks eneste specialhospital med speciale i epilepsi og andre beslægtede neurologiske lidelser samt rehabillitering af mennesker med erhvervet hjerneskade.
Donationen skal gå til forskning i, hvorfor sjældne genfejl i de såkaldte GRIA-gener fører til stivhed og cerebral parese (CP) hos nogle mennesker, mens andre udvikler muskelslaphed.
Forskningsansvarlig overlæge Allan Bayat fra Epilepsihospitalet Filadelfia vil i samarbejde med forskere på Syddansk Universitet bruge stamceller til at studere effekten af GRIA-genfejl på hjernen for at forstå, hvorfor nogle patienter udvikler CP.
"Jeg er meget taknemmelig for donationen. Målet er at finde bedre behandlinger, så børn og voksne med cerebral parese pga. GRIA-genfejl kan få det bedre og leve et mere normalt liv. Det betyder, at vi kan forske i, hvordan disse genfejl leder til så forskellige symptomer. At forstå hvordan GRIA-genfejl leder til sygdom, hjælper os også med at finde skræddersyet medicin eller udvikle personligt tilpasset medicin", forklarer forsker Allan Bayat.
Allan Bayat, forskningsansvarlig overlæge hos Epilepsihospitalet Filadelfia.
"Jeg er meget taknemmelig for donationen. Målet er at finde bedre behandlinger, så børn og voksne med cerebral parese pga. GRIA-genfejl kan få det bedre og leve et mere normalt liv."
CP og epilepsi hænger sammen
CP og epilepsi hænger ofte sammen, og GRIA-generne leder også til epilepsi.
"Mange med cerebral parese lever også med epilepsi. På den baggrund er vi glade for at kunne støtte op om et projekt, som netop skal kaste nyt lys over, hvad der fører til udvikling af epilepsi og spasticitet," siger Jacob Hübertz, administrerende direktør, Elsass Fonden.
Når CP skyldes en medfødt genfejl, kalder man det også for en monogen cerebral parese.
De typiske symptomer for cerebral parese er stive muskler, problemer med at kontrollere bevægelser og dårlig koordination. Der kan også opstå flere problemer, som fx alvorlig epilepsi samt indlæringsvanskeligheder.
"Vi ved endnu ikke præcist, hvorfor disse genetiske fejl fører til disse symptomer, og det gør det svært at udviklebehandlinger, der passer til den enkelte. Men når vi bedre forstår, hvordan disse medfødte genfejl i GRIA-generne påvirker kroppen, kan vi udvikle bedre medicin, som kan hjælpe med at rette op på nogle af disse fejl", forklarer Allan Bayat.
Bevillingen skal blandt andet bruges til at betale løn til en PhD-studerende, som skal hjælpe med at samle kliniske data fra patienter og lave eksperimenter.