Pararytter kan sadle op til sit fjerde PL
Den danske trup i Tokyo tæller nu også dressurrytter Caroline Cecilie Nielsen, der sammen med to andre ryttere netop er blevet udtaget til De Paralympiske Lege i år.
Det er tre stærke ryttere med stor international erfaring, der skal repræsentere Danmark i dressur ved De Paralympiske Lege (PL) i Tokyo til sommer. Heriblandt Caroline Cecilie Nielsen, der har cerebral parese. Hun er én af de atleter, Elsass Fonden støtter frem mod PL.
”I Elsass Fonden har vi igennem en årrække fulgt - og støttet - Caroline på hendes spændende rejse til toppen af dansk dressurridning. Vi ønsker hende hjertelig tillykke med udtagelsen til PL i Tokyo til august, og vi ærgrer os over, at vi ikke kan være fysisk tilstede i Tokyo til at heppe på hende. Vi må ’nøjes med’ at følge legene fra Experimentarium i Hellerup ved København,” siger Peter Lindegaard, der er administrerende direktør i Elsass Fonden.
Caroline Cecilie Nielsen glæder sig over, at hun skal deltage ved PL for fjerde gang. Samtidig er hun klar over, at det bliver et anderledes PL.
”Jeg er megastolt, og det er fantastisk at repræsentere Danmark for 4. gang til De Paralympiske Lege. Det er lige stort hver gang. Det bliver et anderledes PL med corona som en ”usynlig” deltager, men jeg håber, at hele oplevelsen bliver fantastisk, selv om vi kommer til at mangle stemningen fra publikum, tilrejsende familie og venner. Det jeg ser mest frem til, er at ride ind på banen, med Danmark og hele mit fantastiske hold i ryggen – som hver dag gør, at jeg kan præstere på bedste vis – sammen er vi bedst,” siger hun.
Ryttere bakkes op af stærkt team
Elitechef i Parasport Danmark, Michael Møllgaard Nielsen, fremhæver, hvor vigtigt det er med den rette opbakning:
”Vi har ikke alene virkelig dygtige ryttere, vi har også en meget stærk stab omkring dem med landstræner Astrid Gemal og holdleder Anette Bruun i spidsen. De har solid ledelses- og trænererfaring, et bredt internationalt netværk, og de er dygtige og vellidte blandt vores ryttere. Det er afgørende med denne opbakning, hvis vores ryttere skal præstere på højeste niveau i Tokyo”, siger han.
De danske ryttere får i Tokyo selskab af et stærkt og alsidigt hold på Equestrian Park, hvor dressurkonkurrencerne afholdes. Udover landstræner og holdleder er der blandt andet også fysioterapeut, dyrlæge, hestemassør og sportspsykolog med i Tokyo.