Rapport viser: God Start-indsats øger forældres livskvalitet
Elsass Fondens familiecentrerede indsats God Start styrker forældrenes mestringsevne og giver dem en oplevelse af øget livskvalitet. Det viser en ny evaluering fra Syddansk Universitet.
Deltagelse i Elsass Fondens God Start-ophold skaber ro i maven hos forældre til børn med cerebral parese (CP) og giver dem en tro på, at de gør det godt nok. Det er et ud af flere resultater fra en ny evaluering fra Syddansk Universitet (SDU) fra februar 2023.
Med støtte fra Elsass Fonden har FIIBL (Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring) på SDU undersøgt, hvordan familiernes deltagelse i God Start påvirker dem på kort og længere sigt. Formålet er at udbrede viden om indsatser til børn med CP og deres familier, fortæller projektmedarbejder fra FIIBL Charlotte Boslev Præst.
”Det er et område, der er begrænset forskning på, men som har enorm betydning for rigtig mange familier. Vi håber derfor, at evalueringen kan bidrage til at informere og udvikle relevante fagprofessionelles praksis og tilgang til målgruppen,” siger hun.
FIIBL håber også, at rapporten vil gøre gavn i uddannelser indenfor rehabiliteringsområdet ved at skabe et øget fokus på en familiecentreret tilgang med leg og hverdagsaktiviteter i fokus.
Familiecentreret indsats
En af grundstenene i God Start er, at opholdet har en familiecentreret tilgang, hvor hele familien er i fokus.
“Centralt ved den familiecentrerede tilgang er, at særligt forældrene inddrages i udformningen af indsatsen, så der sker tilpasning til det enkelte barn og families behov. Et tilsigtet resultat ved opholdet er, at familien føler, at de bliver set, hørt og mødt som mennesker. Vi ser det som afgørende for at kunne rykke ved forældrenes mestringsevne og livskvalitet på sigt,” understreger Patricia de Lipthay Behrend.
Forældrenes oplevelse af, at hele familien inddrages i projektet, er da også et af de aspekter, der træder frem i rapporten. Det bliver tydeliggjort i et citat:
"Jamen jeg forventede, det var barnet, der var i fokus, og ikke så meget os forældre. Hvor jeg faktisk synes, at det var meget mere opbyggende i forhold til at klæde os på til, hvordan vi kan gøre det anderledes.”
Barnet med CP mødes som et individ med en række muligheder og potentialer fremfor begrænsninger forårsaget af handicappet, understreger flere forældre i rapporten.
"Noget af det, som overraskede mig meget, og gjorde mig meget glad, var, at det handlede egentlig ikke så meget om et handicap, det handlede om mennesket."
Ændret tilgang til træning
Træning er et helt centralt element i familiernes hverdag.
”Træning fylder meget i familiernes hverdagsliv - både hvad angår tid og opmærksomhed. Lige fra diagnosetidspunktet bliver forældrene informeret om, hvordan træning er helt afgørende for barnets mulighed for udvikling. Budskabet er: Jo mere træning desto bedre,” siger Patricia de Lipthay Behrend.
Det efterlader mange af familierne med et indtryk af, at hvert sekund, der ikke trænes med barnet, er spildt, påpeger hun.
Derfor har God Start-indsatsen fokus på, at træning skal opleves som sjovt og som en integreret del af familiernes hverdag.
”Vi er særligt optaget af, at forældrene blandt andet opnår ny viden og kompetencer omkring, hvordan træning kan tænkes som en del af barnets normale leg og aktiviteter, mere end noget særskilt,” understreger Patricia de Lipthay Behrend.
Det er også en af de parametre, hvor forældrene oplever den største ændring, viser et citat:
"Før vi var afsted, så var det mere skemalagt træning med fokus på bestemte øvelser. Herefter er det jo de mindste små ting, som er træning - for eksempel når han leger med modellervoks, eller når han løber på sin lille løbe-motorcykel. Det er jo også sindssygt god træning for ham, fordi han skal holde fast med begge hænder, styre og bruge benene.”
Øget trivsel
Det ændrede fokus på træning er med til at give forældrene ro i maven. Det skyldes også, at de har fået en større tiltro til egne evner i rollen som forældre, og at situationen i familien og for barnet er generelt blevet bedre. Det viser et citat fra rapporten:
”Vi havde sådan en ro på, da vi gik derfra. Vi gør det sgu fint, vi gør det godt!”
De oplever at kunne mestre situationen langt bedre end inden God Start, beskriver endnu et citat:
"Nogle af de redskaber, eller rammeforståelser, vi har fået fra God Start, har givet os en øget trivsel som forældre i at føle, at vi har ligesom hånd om vores liv og har en retning, der giver mening i forhold til [barnet], og hvad vi skal fokusere på.”
Ønskede effekt
Forældrene oplever samlet set et øget mentalt velbefindende ved at deltage i God Start-opholdet, konkluderer rapporten. Det bliver desuden tydeliggjort, hvad der virker godt, og hvordan God Start kan blive endnu bedre.
”I det hele taget har evalueringen givet viden om, hvordan indsatsområder og aktiviteter gør en forskel for målgruppen, og hvordan man kan lære af gode og dårlige erfaringer, så kommende forløb bliver endnu bedre,” fastslår Charlotte Boslev Præst.
Det var også ambitionen med samarbejdet fra Elsass Fondens side at få et endnu mere præcist billede af effekten.
“I Elsass Fonden er det vigtigt, at vores praksis er evidens- eller vidensbaseret. Vi skal ikke spilde familiernes tid med tilbud, der ikke har den ønskede effekt. Så det glæder mig at se, at God Start har den ønskede effekt på forældrenes trivsel og en positiv tilgang til deres børns forløb,” siger Patricia de Lipthay Behrend og uddyber:
“Vi har lært, at vi i højere grad kan involvere det netværk, der er omkring familierne på et God Start-ophold. Derfor vil vi fremover tilbyde viden til de pårørende, der deltager, så de kan følge med i den udviklingsproces, som familierne går igennem.”
Læs den fulde rapport her:
Samlet set er 19 familier, hvoraf 38 er forældre, blevet fulgt på God Start-ophold fra januar 2021 til december 2022. Rapporten er blevet til på baggrund af workshops med Elsass Fondens personale, spørgeskemaer til forældre, observationer af fire God Start ophold samt interviews med såvel forældre som Elsass Fondens fagpersonale.