Nyt bestyrelsesmedlem: ”Det giver mening i mit liv at hjælpe andre i deres"
Elsass Fondens ny medlem af bestyrelsen, Dorthe Mikkelsen, kommer med tung topledelseserfaring fra ind- og udland. Men det er i høj grad de personlige erfaringer, der motiverer den rutinerede erhvervskvinde. Vi har stillet hende fem spørgsmål om forventningerne til den ny opgave.
Hvorfor har du takket ja til posten som bestyrelsesmedlem i Elsass Fonden?
"Fonden har et meget vigtigt og prisværdigt formål med at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese. I erhvervslivet tales der meget om vigtigheden af et stærkt ’purpose’. Det er lige præcist, hvad fondens formål er. Og det vil jeg gerne bidrage til."
Hvad ser du frem til ved at indtræde i bestyrelsen?
"Jeg glæder mig til at lære fondens arbejde, resultater og menneskerne i og omkring fonden og bestyrelsen at kende. Mest af alt ser jeg frem til at lære meget mere om, hvordan børn og voksne med CP påvirkes i deres dagligdag, og hvordan den kan forbedres."
Dorthe Mikkelsen (nr. 2 tv) har en lang karriere bag sig som bl.a. topleder i den internationale pharmavirksomhed MSD. Foto: Privat
Du har mange års erfaring fra toppen af dansk erhvervsliv. Hvilken erfaring og kompetencer forventer du at kunne byde ind med?
"Jeg vil bidrage med min forretningsmæssige viden og erfaring, min internationale, strategiske erfaring med ledelse og organisering af løsning af forskellige opgaver i Danmark og udenfor. Men også min erfaring om, hvordan videnskab og viden i det hele taget kan være til gavn for den enkelte og for samfundet."
Fondens formål er at øge livskvaliteten for mennesker med CP. Hvad betyder det formål for dig?
"At hjælpe mennesker til et bedre liv rammer ind i nogle personlige erfaringer fra min ungdom, hvor jeg var tæt på et 12-årigt familiemedlem, Anna. Anna sad i kørestol og havde brug for hjælp til nogle ting, men var også et livstykke, fuld af energi og selvhjulpen på andre områder. Det giver mening i mit liv at hjælpe andre i deres."
Hvad tænker du om Elsass Fonden i dag, og hvor ser du gerne, at fonden bevæger sig hen?
"Jeg er meget imponeret over, hvor langt Elsass Fonden er nået på relativt kort tid mht. forskning, udvikling, aktiviteter og støtte til projekter og den enkelte med CP. Jeg ser frem til at lære mere om fonden og arbejde med resten af bestyrelsen på at definere vejen fremad i de kommende år."