Shaka Festival Håndtegn WEB

Elsass Festival vender tilbage

Elsass Festival gentager succesen i 2024 og byder alle med cerebral parese og pårørende velkommen til en sommerdag i musikkens tegn.

Mere end 400 mennesker lagde vejen forbi den allerførste Elsass Festival på en varm augustdag i 2022. Nu gentager Elsass Fonden succesen i juni 2024 med et nyt og ændret program, der tilgodeser både musikelskere og børnefamilier, fortæller projektlederen bag.

”Efter endt evaluering er det nu officielt, at vi gentager succesen med Elsass Festival i 2024. I løbet af i år vil vi gå i gang med de indledende forberedelser,” siger Camilla Voigt og fortsætter:

”På baggrund af vores erfaringer fra den første festival vil programmet i 2024 blive lidt anderledes. Formentlig vil der være mere fokus på børne- og familieaktiviteter om formiddagen, mens vi om aftenen vil skrue helt op for musikken.”

Kunstnere med CP indtager scenen

Dagens program var i 2022 fyldt op med flere store danske artister som blandt andet Shaka Loveless, Kaya Brüel og Pede B som vært. Også kunstnere med CP indtog scenen, heriblandt stand up-artist Nikolaj Jartved, T-Man, Dj Rumle og Mikkel Munkholm.

Flere unge og voksne med cerebral parese vil i 2024 få mulighed for igen at vise, hvad de kan på scenen.

”Elsass Festival er en god mulighed for at give unge og voksne med CP, der selv arbejder med musik, mulighed for at optræde foran et publikum. Det kan være med til hjælpe dem på vej videre indenfor musikverdenen,” siger Camilla Voigt.

 

Nikolaj Jartved Festival Scene WEB

Nikolaj Jartved underholder med stand-up på festivalscenen i 2022.

 

Frivillige hænder på festivalen

Der vil blive brug for frivillige hænder til at stable en ny festival på benene.

Over 100 frivillige med og uden CP var en del af både planlægning og afvikling af festivalen i 2022. De var blandt andet med til at stå i boderne og afvikle aktiviteter for både børn og voksne.

Tilde Kristensen, der lever med CP, var i 2022 for første gang festivalfrivillig og havde ansvar for en bod med bl.a. ansigtsmaling.

”Det har været sjovt at være med til. Det har været dejligt at se mange af dem, man kender fra camps og andre aktiviteter i fonden,” fortalte hun tilbage i 2022.

 

Tilde Frivillig Festival

Tilde Kristensen var frivillig på Elsass Festival 2022.

 

Selvom festivalen er for mennesker, der lever med CP, så er den i lige så høj grad skabt af mennesker med CP, fortæller Camilla Voigt.
 
”Sidste år erfarede vi, hvor vigtigt det er at have mange hænder for at kunne gennemføre festivalen. Vi er derfor igen afhængige af at alliere os med en masse frivillige for at kunne skabe den bedst mulige dag for gæsterne. Uden frivillige er det ikke muligt at gennemføre festivalen,” siger hun og ser frem til en ny festival:

”Jeg glæder mig så meget til at afholde en ny festival og skabe en festdag for alle med CP og deres pårørende.”

Socialt samvær i festlige rammer

Elsass Fonden vil igen i 2024 forvandle fondens park til en festivalplads med musik, aktiviteter og socialt samvær for mennesker med cerebral parese og pårørende.

Fondens adm. direktør glæder sig over, at festivalen vender tilbage.

”Det er på baggrund af de meget positive tilbagemeldinger, vi har fået fra gæsterne, der deltog i Elsass festival 2022, at vi har besluttet at arrangere en tilsvarende festival i 2024,” siger Peter Lindegaard og fortsætter:

”Festivalen er en rigtig god mulighed for at styrke sit personlige netværk og møde en masse andre mennesker, der står i samme livssituation, i vores fantastiske rammer med god musik og sjove aktiviteter på programmet.”

Datoen for Elsass Festival 2024 vil blive meldt ud sidst på året i 2023.

Et tilbageblik på Elsass Festival 2022

 

Læs også...

Shaka Festival WEB

Elsass Festival fik flot debut

Mere end 400 gæster lagde vejen forbi Elsass Fonden til danmarkshistoriens første festival for mennesker med cerebral parese.

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›