En fælles oplevelse for hele familien
I marts 2022 var første gang, 10-årige Elvis drønede ned ad pisten sammen med hele sin familie. De var på Elsass Fondens allerførste vintercamp for familier til børn med cerebral parese, som bruger hjælpemidler.
Efter to år med corona kunne Elsass Fonden i marts 2022 invitere familier til børn med cerebral parese (CP) med på vintercamp i Norge. Det var en spritny camp for børn, der bruger kørestol eller andre hjælpemidler, og som ikke kan stå på to ski. 10-årige Elvis var med sammen med sine forældre og to søskende. Det var første gang, de var afsted sammen på ski, hvor de lærte at køre sitski, der netop er udviklet til personer med nedsat bevægelighed.
”Det var nok den fedeste familieoplevelse nogensinde. Vi havde nok aldrig turde håbe, at vi som familie kunne stå på toppen af en skibakke og suse ned sammen, da vi fik et barn med CP,” siger Kristina Green Hyllegaard, der er mor til Elvis.
På ski trods handicap
Vintercampen er målrettet børn i alderen 7-14 år og deres familier. Formålet er at inspirere familierne til at tage på skiferie sammen på trods af barnets handicap.
”Vi har tidligere talt med flere familier, der enten ikke har været på skiferie, siden de fik et barn med handicap, eller også har de været på skiferie uden barnet. Vi kunne derfor godt tænke os at undersøge mulighederne for at komme på ski på trods af et handicap,” siger Camilla Voigt, der er teamleder i Elsass Fondens idræt- og fritidsafdeling.
Det førte til et samarbejde med Beitostølen Helsesportsceter i Norge, der udlejer og underviser i sitski, der er særligt udviklet til kørestolsbrugere.
Udover campen i marts 2022, er der også planlagt en vintercamp i 2023.
”På campen lærer barnet enten selv at styre sitskien, eller også lærer forældrene at køre med barnet,” fortæller Camilla Voigt.
Udover lokale skiinstruktører er der personale fra Elsass Fonden, der underviser søskende og forældre. Derudover består campen af andre aktiviteter som kælkning, hundeslæde, lege og socialt samvær.
På den måde får hele familien en oplevelse på ski, som de måske aldrig har oplevet før, fortæller hun.
Et positivt boost
Ifølge Kristina Green Hyllegaard, der var afsted i 2022, var rammerne gode for hele familien.
”Vi havde to søskende med, og både personalet fra Elsass Fonden og de andre familier var søde til at lære fra sig og køre med børnene, så vi kunne fokusere på at hjælpe Elvis. Alle var indstillet på at hjælpe, som én stor familie,” fortæller hun.
Det blev også til mange ture sammen ned ad pisterne.
”Campen gav hele vores familie et positivt boost. Det var en fantastisk oplevelse med nye bekendtskaber, fællesskab og sejre,” siger Kristina Green Hyllgaard og slutter:
”Elvis voksede flere meter på den lille uge. Han startede i sitski og blev hurtigt tryg i det, og han sluttede af med selv at afprøve ski på øvebakken og et godt stykke oppe af den almindelige piste. Han var meget stolt og var faktisk slet ikke færdig med at afprøve vintersport, da vi tog hjem. Selvtilliden var helt i top. Det var fantastisk at mærke.”