Shaka Loveless på scenen Publikum Festival WEB Nikolaj Jartved Festival Scene WEB Festival Grin Publikum WEB Shaka Festival Håndtegn WEB

Fællessang og fantastisk vejr – Elsass Festival fik flot debut

Mere end 400 gæster lagde vejen forbi Elsass Fonden lørdag, hvor danmarkshistoriens første festival for mennesker med cerebral parese løb af stablen.

Højlydte grin, kørestolsdans og veloplagte artister på scenen under en bagende varm sommersol. Det var blandt ingredienserne, da Elsass Fonden lørdag den 13. august åbnede op for en forrygende festival i fondens store parkhave i Charlottenlund, nord for København.

Festivalen er den første nogensinde, der er blevet afholdt for – og sammen med – mennesker med diagnosen cerebral parese i Danmark. Rundt regnet 400 mennesker i alle aldre var mødt op til en helt særlig dag i musikkens og mangfoldighedens tegn.

”Det har været helt kanon. Vi har haft en fed dag. Vejret og det hele har bare spillet,” siger Per Kæseler, hvis kone optrådte om eftermiddagen som en del af Elsass Fondens kor.

Også Ayna Baladi Nejad og sønnen Tristan Baun med CP nød en dag i solen i selskab med familier, de kender, fra Elsass Fondens andre aktiviteter.

”Det har været en varm, men en skøn dag. Vi har siddet med picnickurv og bl.a. hørt jazz; og vi har set folk, vi ikke har set længe. Det har været så hyggeligt,” fortæller hun.

 

Ayna Tristan

Ayna Baladi Nejad og sønnen Tristan Baun nød koncerterne og mødet med gamle venner på Elsass Festival. FOTO: Elsass Fonden

Glade og trætte

Glæden var lige så stor hos arrangørerne bag.

"Det har været en helt fantastisk dag og god stemning. Folk har været virkelig glade, og der har været mange kendte ansigter - det har været helt vildt fedt. Alle kunstnerne har også været glade, så det er jo også et plus. Vi er pænt trætte lige nu og med ømme fødder, men vi går i seng med et smil på læben," lyder dommen fra Camilla Voigt, projektleder på Elsass Festival.

Dagens program, som startede kl. 13 og sluttede kl. 24, var fyldt op med flere store danske artister som fx Shaka Loveless, Kaya Brüel og Pede B. Også kunstnere med CP indtog scenen, heriblandt stand up-artist Nikolaj Jartved, rapper T-Man og Dj’en Rumle.

Ved siden af musikken kunne festivalgængerne bl.a. prøve kræfter med svævebane, krea-workshop og vandaktiviteter.

Ifølge Elsass Fondens direktør kommer festivalen på det helt rigtigt tidspunkt – i kølvandet på en lang coronaperiode, hvor det har været svært at mødes fysisk.

”Vi synes selv, at vi har nogle fantastiske rammer med vores egen lille park i Charlottenlund, og derfor fandt vi det oplagt at invitere alle med cerebral parese, og deres familie og venner, til en festival, hvor vi er sammen om god musik og sjove aktiviteter,” siger Elsass Fondens adm. direktør Peter Lindegaard.  
  


De frivillige er festivalen

Selvom festivalen er for mennesker, der lever med cerebral parese, så er den i lige så høj grad skabt af mennesker med CP, fortæller projektleder Camilla Voigt.

I alt har over 100 frivillige været en del af planlægning og afvikling. Mange af dem lever med CP. Deres indsats været helt afgørende for, at dagen kunne blive til noget.
 
”Elsass Festival er et stort event, der kræver mange hænder for at kunne gennemføres. Det er nødvendigt med en masse frivillige for at kunne skabe den bedst mulige dag for gæsterne. Uden frivillige er det ikke muligt at gennemføre festivalen,” siger Camilla Voigt, der er teamleder i afdelingen Idræt og Fritid i Elsass Fonden.  
 
De frivillige har været med til at planlægge dagens aktiviteter, afvikle workshops, stå i boderne og meget mere. Tilde Kristensen var for første gang festivalfrivillig og har haft ansvar for en bod med bl.a. ansigtsmaling.
 
”Det har været sjovt at være med til. Det har været dejligt at se mange af dem, man kender fra camps og andre aktiviteter i fonden,” fremhæver hun.

Det er endnu ikke afklaret, om Elsass Festival vender tilbage.

Tilde Frivillig Festival

Tilde Kristensen nød sin første gang som frivillig på festival. FOTO: Elsass Fonden

Læs også...

Festival Kørestol Lille

Fonden bliver forvandlet til en festivalplads

Lørdag den 13. august 2022 åbner Elsass Fonden dørene til en ny Elsass Festival for mennesker med cerebral parese og pårørende.

Læs mere ›
15824 22.03 Festival Topbanner

Elsass Festival 2024

Læs mere om Elsass Festival - se programmet, få svar på dine spørgsmål og mød artisterne.

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›