Holdet På Ruten Web (1) Hold Ved Flot Natur Per Web Hold Ved Sø Mick Web Hold Ved Får

Hjemme fra Paris: En cykeloplevelse for livet

21 cyklister med CP er hjemme igen efter deres livs cykeltur fra Danmark til Frankrig. Rytterne er fyldt op af taknemmelighed, stolthed og et helt særligt sammenhold, der hjalp dem hele vejen til Paris. 

21 spændte cyklister med cerebral parese (CP) er samlet ved Sydbank Arena i Kolding. Det er onsdag d. 21. august og foran dem venter en udfordrende cykeltur ned gennem Europa, inden de 7 dage senere vil ramme deres mål: Paris og åbningsceremonien ved de Paralympiske Lege.

Tanker som: ”Hvad er det, jeg har sagt ja til,” og ”hvordan kommer det til at gå” fylder hos deltagerne sammen med masser af smil og taknemmelighed over de mange familiemedlemmer, venner og tilskuere, der er mødt op for at sende holdet afsted i først en cykelparade og herefter første etape af Tour de Elsass.

Benhård træning

Inden rytterne bliver sendt afsted mod Paris, skruer vi tiden 8 måneder tilbage til december 2023, hvor rytterne går i gang med træningen. Man cykler nemlig ikke bare til Paris. Det kræver benhård træning, vilje og dedikation. Deltagerne træner derfor flere gange om ugen via online fællestræninger, inden de i løbet af foråret 2024 begiver sig ud på landevejene for at øve sig i at cykle sammen som et hold.

 

          Se højdepunkter, og hør fire deltagere fortælle om Tour de Elsass i videoen.

 

I Tour de Elsass bliver der både cyklet på tohjulet, trehjulet, tandem, ladcykel, håndcykel og framerunner. Det kræver masser af træning, koordinering og kommunikation, når man sender 21 cyklister på mange forskellige niveauer og cykler ud på landevejen.

For 40-årige Daniel Solkær fra Taastrup, der cykler på en trehjulet cykel, er det netop dét, der får ham til at ansøge om at komme med i Tour de Elsass.

”Det lød som en spændende udfordring at kaste mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg ville gerne skubbe til nogle grænser og på den måde udvikle mig selv,” fortæller Daniel, der ikke har cyklet i 15 år, da han sætter sig på cyklen i Tour de Elsass.

 

Cykelparade

Efter mange måneders hård træning er de 21 deltagere klar til at cykle afsted på deres livs cykeltur. Over 100 mennesker er mødt op for at sende dem afsted fra Kolding, hvor rytterne starter med at cykle med i en stor cykelparade for alle slags cykler og cyklister. Cykelparaden er med til at fejre fællesskab, mod og friheden ved at cykle – også med et handicap.

For Tour de Elsass-deltager Anita Bro på 53 år fra Horsens er det noget helt særligt at mærke den store støtte og medvind fra publikum:

”Det var så rørende med alle de mennesker, der var mødt op, og alle de cykler, der kom udefra og kørte sammen med os gennem Kolding. Folk hujede og klappede og troede på, at det her skulle vi nok klare. Det blev jeg virkelig rørt over,” fortæller Anita.

 

Anita Paris Web

Tour de Elsass-deltager Anita Bro. Foto: Elsass Fonden 

 

Det er op ad bakke

I højt solskin triller de 21 deltagere afsted fra Kolding og ned gennem Jylland. Forude venter 7 dage med 7 etaper på minimum 50 kilometer hver. De resterende kilometer på hver etape tilbagelægger holdet i en bus, der bringer dem til næste dags etapestart.

De 21 deltagere er opdelt i tre hold, alt efter hvilket niveau de cykler på. Det ene hold kommer dog ikke meget længere end et par kilometer uden for Kolding, før den første udfordring viser sig.  

62-årige Ole Østerballe fra Bjerringbro sidder i kørestol, så de mange kilometer tilbagelægger han i en håndcykel. Desværre går hans cykel i stykker to gange på første etape, så hele holdet flere gange må vente på, at mekanikeren får repareret Oles håndcykel.

Allerede her mærker Ole støtten fra holdkammeraterne, og det bliver helt tydeligt, at det her er et projekt, de er sammen om, selvom de indimellem må vente på hinanden og heppe hinanden i mål på de sidste anstrengende kilometer.

”Hver morgen tænkte jeg: Kan jeg godt cykle 50 kilometer igen i dag? Men jeg blev så motiveret af at se alle de andre på deres cykler. At alle klarede det trods vores forskellige handicaps og udfordringer. Det gjorde indtryk på mig, og vi fik et fantastisk sammenhold undervejs,” fortæller Ole.

 

Ole Paris Web

Tour de Elsass-deltager Ole Østerballe. Foto: Elsass Fonden

 

De andre er ligesom mig

For de 21 ryttere er den krævende cykeltur udfordrende fysisk, men også mentalt. Når man lever med CP, kan man have forskellige kognitive udfordringer, som typisk viser sig i relation til koncentration, hukommelse, strukturering og overblik. Derfor er dagene ned gennem Europa også lidt af en mental prøvelse for mange af deltagerne. Hver dag skal de flytte til et nyt hotel, samtidig med at mange informationer og praktiske ting skal huskes og tages stilling til. Derudover har de heller ikke meget tid alene, da de gennem hele dagen og aftenen er sammen med de andre.

Anita Bro ved godt, at de daglige flytninger og det intense samvær med nye mennesker kan blive en prøvelse for hende. Hun er derfor forberedt på, at hun vil få brug for at trække sig.

”En af dagene kan jeg mærke, at mit hoved ikke helt er med mig – det føles som om, det er forstørret. Men det hjalp, så snart vi kom ud at rulle på cyklen. Så lettede det igen. Og så sørgede jeg for at tale med holdkaptajnen om det og tage en time for mig selv, da vi kom i mål,” fortæller Anita.

Selvom holdet er meget sammen, er det for 23-årige Louise Hvitfeldt Hansen, der bor i Roskilde, særligt fællesskabet med de andre deltagere, der er med til at gøre turen til noget helt særligt. Hver aften mødes holdet til hygge og socialt samvær, hvor der er god mulighed for at tale dagens højdepunkter og udfordringer igennem og få sig et godt grin over dagens bommerter.

Samtidig kan Louise tydeligt mærke, hvor vigtigt det er for hende at opleve, at hun kan slappe af og være sig selv sammen med de andre.

”Det er virkelig rart, at vi alle sammen har CP, for det betyder, at vi har mere tålmodighed med hinanden, og der er en større forståelse for, at tingene kan tage længere tid. Det oplever jeg ikke normalt, hvis jeg fx er på tur med skolen, hvor jeg godt kan føle mig i vejen, når jeg skal spørge om hjælp. Men her hjalp vi alle sammen hinanden, og det var så rart at opleve,” fortæller Louise.

 

Louise Kolding 2 Web

Tour de Elsass-deltager Louise Hvitfeldt Hansen. Foto: Elsass Fonden

 

Anita fremhæver også, at det har været en kæmpe styrke for holdet, at de har været i samme båd:

”I og med at vi alle har CP, så behøver vi ikke forklare en masse ting. Alle ved, hvordan hinanden har det, og at man hurtigt kan blive træt og have brug for ekstra ro eller en hjælpende hånd. Den der indforståethed, ser vi ikke andre steder. Og det er bare helt specielt at være afsted sammen med nogle, der er magen til dig selv.”

Vi gjorde det!

Den 27. august cykler 21 deltagere ind gennem Paris. De er trætte, de er brugte, men foran dem kan de ane dannebrogsflagene. Familie, venner og Elsass Fonden står klar i en festlig flagallé til at modtage dem og hylde deres flotte præstation.

”Det er en helt vild oplevelse at blive modtaget i Paris på den måde og tænke på, at vi klarede det alle sammen. Der var ingen, der måtte stå af undervejs. Jeg var bare fyldt med stolthed over, at vi gennemførte det,” fortæller Daniel Solkær om modtagelsen i Paris.

 

Tour De Elsass Rute

 

Camilla Voigt, projektleder hos Elsass Fonden, har som holdkaptajn cyklet med holdet hele vejen. Hun sidder tilbage med en følelse af kæmpe respekt for de 21 deltagere og deres præstation.

”Det er simpelthen så imponerende, det vi har gjort. Ved fællestræningerne inden vi tog afsted, tror jeg, vi alle sammen flere gange tænkte, at det blev en udfordring at lære at køre sammen som ét hold. Men alle har udviklet sig helt vildt i forhold til kommunikation og teknik. For hver dag cyklede vi hurtigere og hurtigere, og til sidst cyklede vi sammen som én enhed,” fortæller Camilla.

 

Daniel Paris 2 Web

Tour de Elsass-deltager Daniel Solkær til venstre. Foto: Elsass Fonden

 

For deltagerne har turen handlet om at udfordre sig selv, men den har i lige så høj grad også haft som formål at bevise, hvad man kan, selvom man kommer med nogle udfordringer, som andre ikke har.

”Nu har jeg vist, at folk med CP – og især en gammel mand som mig – kan klare det her. Når man sætter sig et projekt for, så kan man ikke sige, at man ikke kan, før man har prøvet det. Det har jeg gjort nu. Og det er jeg virkelig stolt af. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv,” siger Ole Østerballe.

For Daniel Solkær er det særligt stoltheden over, at de er de første med CP, der har cyklet fra Danmark til Paris, der fylder:

”Jeg kommer til at huske den her tur for, at vi gjorde noget, ingen andre har gjort før os. 21 forskellige ryttere, 21 forskellige cykler og 21 forskellige udgangspunkter. Men vi klarede det. Vi gjorde det sammen,” slutter Daniel.

 

Læs også...

Cykelparade 1

Tour de Elsass-ryttere sendt mod Paris i stor cykelparade

22 cykelryttere med CP er sendt ud på en krævende cykeltur fra Kolding til Paris og åbningen af de Paralympiske Lege.

Læs mere ›
Per TDE Cykel Web

Tour de Elsass-deltager: Fællesskabet betyder alt

"Uden et fællesskab, så er det jo pissekedeligt," lyder det fra Per Baar Kæseler, som er én af 22 cykelryttere, der cykler til Paris i august.

Læs mere ›