Amalie Lars Møller

Højdepunktet

Amalie Vinther har trænet i Limfjorden og arbejdet med sportspsykologi for at blive helt klar til de coronaramte Paralympiske Lege. Snart springer hun i vandet til den finale, hun har trænet til i fem år.

Amalie Vinther kan godt blive nervøs før en stor konkurrence. Og i morgen er den største konkurrence, hun har svømmet de seneste fem år. 400 meter fri til de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo.

Hun har brugt fire år, og så et ekstra, på at forberede sig til den ene finale, til de få minutter i Tokyo Aquatics Centres 50 meter bassin. Så det er ikke underligt, at nerverne melder sig. Da vi taler om konkurrencen, er der et øjeblik, hvor hun lydeligt puster ud, og kinderne trækker lidt rødt. Hun kan mærke det. 

Amalie har cerebral parese, og hendes handicap gør, at musklerne spænder, når nerverne melder sig. På den vis er hendes cerebrale parese værre end andre former for handicap, når det gælder om præstere i elitesport.

"Det er super vigtigt, at jeg finder den balance, hvor jeg ikke bliver for spændt, specielt i min højre arm, for jeg skal virkelig bruge min overkrop, når jeg svømmer," forklarer hun.

Hun har nogle teknikker. Den seneste tid har hun arbejdet med en af Team Danmarks sportspsykologer, der har givet hende en række redskaber til at håndtere nerverne. Inden løbet, når hun sidder med konkurrenterne i call room og bare venter på at blive kaldt ind i arenaen, hører hun et mindfullness-lydklip, der hjælper hende med at fokusere på sin vejrtrækning. Det handler om at fokusere på opgaven, ikke nervøsiteten.  

"Det har 100 pct. hjulpet mig," siger hun.

Publikumsbrølet mangler

Optakten til de coronaramte Paralympiske Lege er anderledes, end noget Amalie har prøvet før. Og hun har ellers prøvet en del. Som kun 27-årig er hun med til verdens største parasportbegivenhed for tredje gang i streg.

Tilbage i foråret i 2020, da PL blev udsat med et år, var det et øjeblik, hvor det hele virkede uoverskueligt, hvor tanken om at give op meldte sig. Hvor svømmetræner man, når alle svømmehallerne er corona-lukkede? Vil legene overhovedet blive afholdt?

"Det har været noget af en rutsjebanetur," siger hun.

Men med hjælp fra sin familie og sin træner Bjarne Kragh fik Amalie hurtigt klaret tankerne, og udtagelsen til Tokyo gav nyt blod på tanden. Der måtte tænkes nyt, og i lange perioder foregik svømmetræningen i Limfjorden.

"Det er på med en våddragt, og så svømmer man fra A til B og prøver at øge tempoet over tid. Det er lidt udfordrende med bølger og tang og alt sådan noget. Men at kunne træne alternativt har også været spændende," fortæller hun.

Her i Tokyo er livet i den Paralympiske by meget, som hun kender det, trods afstandskrav og maskeforbud. Men på stadion er der ingen tilskuere til at give ekstra energi og heppe hende frem. Men heller ikke til at lægge pres på hende og gøre hende unødvendigt nervøs.

"Man mangler det der brøl fra tilskuerne. Og det kan både være noget positivt og negativt for mig. Det er en god blanding," siger hun.

Hun elsker vandet

Nu venter dagen i morgen. Hun ved allerede, hvordan det bliver inden løbet - hun har sine rutiner. Hun står tidligt op, så kroppen er klar, spiser morgenmand, tager til svømmestadion. Hun varmer op i træningsbassinet, svømmer nogle sprinter, og skifter så til konkurrencedragten. Sætter sig, får styr på sit udstyr, t-shirt, briller, badehætte, og gør sig mentalt klar. Hører klippet med mindfulness, får nerverne i ro.

Hun sidder i call room med sine konkurrenter, alle med masker på, alle i deres egne mentale bobler, til de bliver kaldt ud. I hallen tager Amalie en tår vand, og fugter så ansigtet og badedragten, så den giver sig lidt.

Svømmerne træder op på skamlerne. Amalie kan skue ud over arenaen. Tokyo Aquatics Centre er enorm og imponerende, og alt, alt for tom. Kun svømmere, trænere og officials. Under hende er der er klart og blåt. Når hun er i vandet til træning, kan hun føle, at hun går i et med det. Hun er mindre hæmmet af sit handicap, mere fri. Hun elsker at svømme. Det er noget særligt. 

Hun skal huske at nyde det her. At give alt, hvad hun har.

Så lyder bippet. Amalie springer.

Amalie Vinther svømmer finale i 400 m fri den 31. august kl. 10.10. Løbet vises på DR2.

Topfoto: Lars Møller

Læs også...

Amalie Vinther

Parasvømmer med medaljedrømme: ”Det kræver sin sportskvinde!”

Den 25-årige parasvømmer Amalie Vinther er klar til De Paralympiske Lege for tredje gang, når faklen tændes i Tokyo i august 2021. 

Læs mere ›
Olympisk Stadion Officiel

Nedtælling til Tokyo er i gang

Når det går løs ved PL i Japan fra den 24. august, vil et stærkt hold af paraatleter – herunder tre atleter med cerebral parese – kæmpe for medaljer til Danmark.

Læs mere ›
Caroline Og Hest

Fra grønskolling til veteran

31-årige Caroline Cecilie Cecilie Nielsen er med til de Paralympiske Lege for fjerde gang. Nu handler det ikke om oplevelsen, men om præstationen.

Læs mere ›