Louis’ nye liv med øjenstyring: ”Eyetracking har sat mig fri”
Med en eyetracker har Louis Christensen fået friheden til at kommunikere, game og styrke både krop og sind. Teknologien har ændret hans liv markant – og nu drømmer han om at inspirere andre og tage gaming til nye højder.
Syd for Ribe, tæt på primærrute 11 og ikke langt fra Vadehavscentret.
Her, imellem markens vidder, fuglekvidder og forårets første skud på træer og buske, bor Louis Christensen sammen med sin mor, Henrietta Christensen, og deres hund, Aya.
Louis Christensen er 17 år gammel og lever med tetraplagisk cerebral parese. I Louis’ tilfælde betyder det nedsat muskelkontrol, ufrivillige bevægelser, udfordringer med at kommunikere verbalt og behov for hjælp til at gøre eller sige, hvad han vil.
Men på en e-sportscamp i Elsass Fonden fik han installeret et nyt stykke software i Louis’ eyetracker – også kendt som øjenstyring. Softwaren, der er udviklet i Elsass Fonden, ændrede livet for Louis og har, ifølge Louis selv, sat ham fri.
’’Det betyder, at jeg har fået frihed til at gøre nogle af de ting, jeg vil. Jeg kan sige, hvordan jeg har det, eller hvad jeg tænker – ligesom mine brødre,’’ fortæller Louis, som før i tiden var afhængig af sin mor eller hjælper, Lars, til at finde ud af, hvordan han skulle udtrykke sig.
Eyetracking har også åbnet andre døre – for Louis er blevet i stand til at udleve en af sine helt store passioner: Gaming. En passion, som ifølge Louis har gjort ham tre gange hurtigere i sin øjenstyring, udviklet hans muskulatur og kognitive evner samt givet ham evnen til at kommunikere – alt sammen på mindre end et halvt år.
Velfærdsteknologi gør livet lettere
Men inden vi dykker ned i eyetracking, gaming og passion, skal vi lige have et begreb på plads.
Den software, som Louis benytter, er en del af nyere teknologi, som går under betegnelsen ”velfærdsteknologi”. Der findes ikke en officiel definition på velfærdsteknologi. Så i Elsass Fonden arbejder man med området ud fra forståelsen: ”teknologier, der øger livskvaliten for mennesker med cerebral parese”, fortæller civilingeniør og ph.d. Mikkel Damgaard Justiniano. Han er en del af et mindre team i fonden, som har fokus på at udvikle velfærdsteknologiske idéer inden for en lang række områder.
’’Det kan være støvsugere, stokke, høreapparater, briller; alt, der gør livet lettere, men som ikke i sig selv er livsnødvendigt. Man kan også sige, vi udvikler og arbejder med teknologier, der giver adgang i hverdagen. Adgang til at spille musik, adgang til at deltage i undervisning eller adgang til at kunne game, blot for at nævne nogle eksempler,’’ uddyber han.

’’Før havde jeg aldrig 5 minutter alene, for jeg var hele tiden afhængig af andre. Nu kan jeg få ro og bare være mig selv,’’ fortæller Louis Christensen. FOTO: Elsass Fonden
Counter Strike og eyetracking
Netop muligheden for at game har vist sig at være Louis’ helt store passion. En passion, som Mikkel Damgaard Justiniano og hans kolleger i Elsass Fonden, har gjort mulig ved at benytte signalet fra såkaldt eyetracking.
”Eyetracking er en sensor, der kan afkode, hvor en person kigger hen,’’ forklarer Mikkel Damgaard Justiniano og uddyber: ’’Den måler øjnenes bevægelser og relaterer det i forhold til det, der sker på f.eks. en skærm. Vi benytter såkaldte ’overlays’, der er digitale knapper, som den enkelte kan styre med øjnene.’’
Med andre ord gør eyetracking koblet med 'overlays' Louis i stand til at klikke på knapper på sin computerskærm – alene ved at kigge på dem. Knapper, som han i øvrigt selv bestemmer, hvor skal placeres og funktionen af.
Se i videoen herover, hvordan Louis spiller Counter-Strike. Læg mærke til de grå kasser. De udgør Louis' præ-definerede knapper, der gør ham i stand til spille Counter-Strike. Når Louis fokuserer på knapperne, aktiverer de, og man kan se, at de bliver blå.
Så nu kan han spille Counter Strike 2. Spillet, som i dag er en af verdens største e-sportsdiscipliner, er blevet Louis’ store passion.
”Det har åbnet en helt ny verden for mig og givet mig muligheden for og lysten til at være mig selv. Før var jeg meget sammen med min mor eller Lars. Nu kan jeg være en teenager, der som alle andre måske ikke lige gider have sin mor ved siden af hele tiden,’’ fortæller Louis og uddyber:
’’Før havde jeg aldrig 5 minutter alene, for jeg var hele tiden afhængig af andre. Nu kan jeg få ro og bare være mig selv.’’
Faktor 4 forbedring, stærke muskler og troen på sig selv
Modsat hvad mange måske tror omkring gaming, fx at man sidder passivt og synker sammen i kroppen, så har det vist sig at gøre en kæmpe forskel på Louis’ fysik og kommunikationsevner, når han spiller Counter Strike, forklarer han.
’’Min nakke- og rygmuskulatur har udviklet sig meget, siden jeg begyndte at spille Counter Strike. For at kunne spille er jeg nødt til at spænde så meget op i min hals- og rygmuskulatur, som ellers normalt vil være ekstremt hårdt, at jeg er endt med at blive stærkere og dermed mere kontrolleret i forhold til mine ufrivillige bevægelser,’’ fortæller Louis
En anden positiv udvikling er, at Louis har øget sin musehastighed med 225 %-point, siden han fik den installeret for godt et halvt år siden.
Hvad det helt konkret betyder, forklarer Mikkel Damgaard Justiniano: ’’ Ved gradvist at øge funktionen CircularScale fra 75% til 300%, som Louis har været i stand til, øges bevægelseshastigheden for den pågældende styreenhed (i dette tilfælde musen) med en faktor 4. Dette kan indikere, at Louis er blevet bedre til at styre systemet ved brug af øjnene og integrere det i spilsituationen.’’
Og for Louis har det en meget konkret effekt i hans hverdag.


De grå firkanter udgør Louis’ knapper, som aktiverer, når han kigger på dem med øjnene. Han kan f.eks. trykke ''kig op'', ''gå til højre'' eller 'reload'', når han skal lade sit våben. Pistolen på billedet har et sjældent 'skin' - særligt grafisk udtryk, som Louis har fået af sin storebror. FOTO: Elsass Fonden
’’Det betyder, at jeg er bedre til at spille, men det betyder også, at jeg er blevet langt hurtigere til at bruge min talecomputer, og dermed i stand til at tale hurtigere og udtrykke mig. Det er en kæmpe frihed, som også har givet mig troen på mig selv; friheden til selv at fejle og lære,’’ fortæller Louis, som også begejstret fortæller om det sociale liv, eyetracking og gaming har åbnet for:
’’Det har givet mig et socialt liv. Jeg spiller med mine brødre, og jeg har også fået venner gennem Counter Strike, både online, men også igennem Parasport Danmark, som faciliterer træning hver tirsdag. Så jeg går til Counter Strike en gang om ugen, ligesom andre går til fodbold.’’
Tilgængelig for alle
De velfærdsteknologiske løsninger, som Elsass Fonden udvikler og designer, bliver gjort tilgængelige for andre, fortæller Mikkel Damgaard Justiniano. Løsningerne lægges tilgængelige som såkaldt ’open source’-teknologi, som betyder, at alle kan hente det ned og bruge det eller videreudvikle på det.
’’Vi har kaldt vores eyetracking-software for ALF: ’adaptable layer funcionality’. Det er opkaldt efter Alf, en deltager på Elsass Fondens esports-camp, som var den første til at prøve vores øjenstyring for et år siden. Det var faktisk ham, der fik idéen til det. Og alle, som har lyst, kan få glæde af ALF og kan hente det ned gratis,’’ fortæller Mikkel Damgaard Justiniano.
Forbillede
Selvom Louis først og fremmest glæder sig til næste e-sports-camp, hvor han skal nyde tiden sammen med venner og bekendte, så rimer fremtiden på ambition.
’’Jeg skal presse på, og se hvor langt jeg kan nå i udviklingen med min øjenstyring. Jeg ved, jeg bliver kognitivt stærkere, og så kombinerer jeg det også med matematikundervisning. For jeg håber, jeg kan inspirere andre, der er i samme situation som jeg. Og så håber jeg, at Counter Strike bliver en del af parasporten og De Paralympiske Lege en dag. Måske endda med mig som en del af holdet,’’ afslutter Louis glad og fuld af forhåbning.
Vil du selv afprøve ALF? Eller kender du nogen, som kunne få glæde af den, så kan du downloade ALF gratis ved følge linket HER.