Masker, madhal og maksimalt fokus
Kom med en tur i den paralympiske by med kørestolsrugbylandsholdets stjernespiller Sebastian Frederiksen.
Under de Paralympiske Lege bor de over 4400 atleter fra hele verden i det, der under OL hed den Olympiske by, men nu hedder den Paralympiske by. Det er et fuldt handicaptilgængeligt byområde, bygget til legene, som efterfølgende bliver solgt som luksuslejligheder.
Vi har fået rugbylandsholdets topscorer Sebastian Frederiksen til at vise os rundt og fortælle om hverdagen under legene. Kom med en tur i verdens måske største kantine, og hør hvorfor Sebastian bruger kørestol, selv om han er gående.
I byen
”Her er vi ude i byen. Det er mig, Sofie Skoubo og Morten Elmholt i stolene. Normalt er jeg gående, men til PL bruger jeg kørestol, både for at spare mine ben og af sociale grunde. Når alle de andre sidder, og man selv står, er man lidt udenfor gruppen. Jeg føler mig mere som en del af holdet, når jeg snakker med de andre i øjenhøjde.
Vi har altid masker på, medmindre vi er inde i lejligheden. Vi går heller ikke ind i elevatoren, hvis der er folk fra andre lande derinde. Vi har hørt om, at der har været nogle få coronatilfælde inde i byen. Det er bare for stor en risiko at tage.
Alle virker smilende og glade og her er en masse spændende mennesker, folk med specielle handicap, hvor man bare tænker, at det er imponerende, hvordan de kommer frem. Men på grund af corona holder vi afstand.
Jeg ved ikke, om det er fordi, det er Japan, men der er mange coronaregler, og man skal hele tiden holde sig i de samme grupper og gå de anviste steder. Jeg savner friheden til at gå lidt væk og være to minutter for mig selv. Men vi vidste, at det ville blive sådan.
Madsalen
”Her er den kæmpe, kæmpe madsal, og den bruger vi meget tid i. Der er plastskærme mellem alle siddepladser, og det gør det lidt svært at tale sammen, men det er enormt hyggeligt, og man kan få næsten lige, hvad man har lyst til.
Vi danskere har et område, hvor vi sidder fast. Det er smart, for mange atleter som Peter Rosenmeier og Daniel Wagner (bordtennisspiller og atletikudøver red.), er individualister i deres sportsgrene, men vil også gerne være en del af et hold. Så man kan altid sætte sig med nogen, man kender, og snakke med dem fra de andre sportsgrene.”
Japansk mad
”Ovre ved træningscenteret er der et hyggeområde, hvor man kan spille brætspil og den slags. Der er også et sted, hvor man kan prøve lokale japanske retter. Der tog Sofie (Skoubo, landholdskollega, red.) og jeg hen en aften. Oksekødet var virkelig godt, mens andre ting smagte mærkeligt. Og så var der ting, man slet ikke ville prøve. Men det var en god oplevelse.”
Værelset
”Jeg har lyst til at se en masse i den Paralympiske by, men vi tager konkurrencen meget seriøst, så vi har prioriteret at være meget på værelset og gå ned og spise og direkte tilbage igen. Jeg bor med Mark Peters, og det er som at bo med sin bror. Nogle gange er han storebroren, der holder styr på det hele, og nogle gange er det mig. Vi laver meget sjov med hinanden.
Det er ikke så meget på grund af corona, at vi bliver på værelset, det er mest for at spare kræfter. Det er jeg rigtig glad for, for efter kampene er gået i gang, kan jeg mærke, hvor træt jeg er. Det er fordelen ved at have en landstræner, der har prøvet det før (landstræner Jason Regier er tidligere paralympisk medaljevinder og anfører for det amerikanske kørestolsrugbylandshold, red.).”
Shoppingområdet
”Her er Mark, Jesper Kryger og jeg dog nede i byens shoppinggade for at se Samsung-området og deres nye ting. De ville have et billede af os til deres fotovæg. De var meget venlige, og vi fik vifter og mange små gaver.
De japanske frivillige er overalt, og de gør alt, hvad de kan for at hjælpe. Vi havde hørt hjemmefra, at en del japanere var skeptiske i forhold til PL, men det kan vi slet ikke mærke her. De virker virkelig glade for os og vil rigtig gerne prøve at tale engelsk.
Der er det hele i shoppingområdet - selv en tandlæge. Jeg ved, at Sofie allerede har været til frisøren to gange.”
Topfoto: Lars Møller
