Kommune sætter barnet i centrum
Børnefamilieenheden i Næstved Kommune har styrket indsatsen for børn med særlige behov på baggrund af et samarbejdsprojekt med Elsass Fonden. Projektet har hjulpet kommunen med at få et bedre samarbejde om familierne.
Der kan være rigtig mange mennesker inde over et barn med særlige behov. Med projekt ”Barnet i centrum – Familien i fokus” ønsker Elsass Fonden at understøtte, at fagfolk generelt bliver klædt bedst muligt på til at varetage den professionelle opgave omkring familien.
En kommune, som har mærket effekten af projektsamarbejdet, er Næstved.
– Vi indgik et projekt med Elsass Fonden, fordi vi gerne ville blive bedre til at modtage børn med særlige behov og deres familier og se dem ud fra en tværfaglighed og én samlet kommune frem for enkeltindivider i kommunen, siger Jonvør i Dali, der er børnefysioterapeut i Næstved Kommune og fortsætter:
– Vi er blevet mere opmærksomme på, at vi faktisk er mange fagpersoner om en familie med særlige behov. Vi skal derfor i højere grad finde ud af, hvem der gør hvad, og hvornår vi kan trække på hinanden. Det er vigtigt, at man åbner op for, at der også er andre fagligheder, som er vigtige, siger Jonvør.
Videndeling på tværs
I kommunen holder de i forvejen møder på tværs af fagligheder. Men ét af projektets metoder har alligevel fundet vej til Næstved og skabt grobund for, hvordan de vil facilitere møderne fremover.
– Eksperimentariet er et rum, hvor vi er mange faggrupper, der mødes og taler om et barn med særlige behov. Her får vi lagt barnets udfordringer og ressourcer på bordet for at finde ud af, hvad der vil være godt for barnet at arbejde med, fortæller Jonvør.
Således er eksperimentariet et rum for læring, hvor fagfolk i samskabelse deler viden og oversætter viden til praksis.
– Vi får sat fokus på, hvad der skal arbejdes med, og så er vi fælles om det. Man forpligtiger sig til at indgå i det og evaluere det bagefter. Det er meget brugbart, konstaterer Jonvør.
Ud over at skabe et større informationsniveau blandt medarbejderne i kommunen er formålet med projektet også at skabe nogle rammer for familierne, så de kan tage kvalificeret ansvar for deres børns udvikling og indsats. Det kunne Jonvør godt ønske sig, at de som kommune blev dygtigere til:
– Lige nu synes vi alle fagpersoner, at vi skal på, men det behøver måske ikke være sådan. Det kunne vi finde ud af i samspil med familierne i forhold til deres behov og ønsker. Jeg kan være bange for, at familierne får for mange informationer på én gang, og at vi overrumpler dem. Vi skal evaluere på, om vi kan gøre det bedre. Men vi bliver nødt til at have familierne med i den evaluering.
Muligheder frem for begrænsninger
De involverede familier har undervejs i projektet haft mulighed for at deltage i forskellige tilbud i Elsass Fonden, ligesom fagpersoner fra alle kanter af barnets liv er blevet inviteret med. Det er noget, som har haft en stor effekt i kommunen.
– En del af projektet går også på det relationelle. Når man kender mennesker, som man kommer til at gøre i sådan et projekt, så bliver det også relationelt. Det er meget nemmere at kontakte hinanden – også på tværs af sektorer i kommunen. Det har helt klart en afsmittende effekt, som er positiv. Det er nemmere at samarbejde, når man har set hinanden i øjnene, pointerer Jonvør.
Derudover kan hun tydeligt mærke, hvordan mange forældre har ændret opfattelsen af deres eget barn.
– Det er så skønt, når forældrene kommer tilbage efter at have været i Elsass Fonden og ser deres barn som én, der har en masse muligheder frem for en masse fejl.
Det er også en tilgang, som Jonvør har taget til sig, når hun skal udvikle og træne børnene i forbindelse med hverdagsting, der er udfordrende for barnet.
– Det er vigtigt at få sagt til forældrene, at det ikke er barnet, der er forkert. Men de har fået et barn med udfordringer. For det er normalt for barnet at løse opgaven på den her måde. Når vi ser barnet anderledes, så er det ikke sådan, det ser sig selv. For det har aldrig været anderledes, siger Jonvør.
Det er et argument, der har hjulpet hende med at finde flere argumenter for, at barnet har det bedst, som det er.
– Jeg synes, det er så givtigt at kunne se et barn lyse op i øjnene, fordi det for eksempel lige pludselig opdager, at det kan hoppe. Det kan godt være, at det bare var en millimeter. Men det betyder jo så meget for barnet, fastslår hun.
