Kommune sætter fokus på voksne med CP
Nyt projekt med Holstebro Kommune har sat fokus på voksne med cerebral parese.
Holstebro Kommune og Elsass Fonden har kørt et samarbejdsprojekt med henblik på at skabe større sammenhæng og kvalitet i indsatsen for voksne med cerebral parese i kommunen. Der er det seneste år blevet afholdt flere temadage og workshops som led i projektet.
Projektet har blandt andet haft stor betydning for Karen, der har cerebral parese og er tilknyttet Skovlund dagtilbud. Personalet oplevede for et par år siden, at Karen begyndte at miste lysten til at komme på Værkstedet, hvor hun arbejder.
Hun virkede mere og mere deprimeret og begyndte at bevæge sig mindre, end hun plejede. Ét af målene for Karen var derfor at komme ud og løbe i RaceRunner, der er en er en specialbygget 3-hjulet ”løbecykel” uden pedaler.
Ifølge Elsass Fondens terapeuter kunne det at øge konditionen hjælpe både på motivationen, livsglæden og de livsstilssygdomme, som hun er plaget af.
Se mere i videoen herunder, som er blevet til ved hjælp af private optagelser fra Skovlund dagtilbud og interviews, lavet af Elsass Fonden.
Projekt Vidensbaseret Aktivitet og Læring
Elsass Fondens projektsamarbejde retter sig mod alle kommuner og institutioner på specialområdet, der arbejder med mennesker med CP.
Vores forskere og terapeuter deler nyeste viden og hjælper med at forankre den i hverdagen med henblik på at sikre optimalt tværfagligt samarbejde og udvikling af mennesker med CP.