Spasticity in Children with Cerebral Palsy?
Ph.d.-afhandling af Maria Wilson-Olsen (2014)
I løbet af de sidste 30 år har forskning indenfor spasticitet rejst en grundlæggende bekymring med hensyn til definitionen, evalueringen samt den funktionelle betydning af spasticitet. Denne afhandling er en direkte fortsættelse af dette arbejde.
Formål
Formålet med afhandlingen var at evaluere refleksmedieret stivhed (spasticitet) og passiv stivhed (ændringer i musklens elastiske egenskaber) i ankelmuskulaturen i hvile, under gang og i relation til gangtræning hos børn med cerebral parese (CP).
Resultater
Studie I
I studie I fandt vi, at refleksmedieret stivhed er vanskeligt at skelne klinisk fra ændringer i passiv muskelstivhed og i særdeleshed, at passiv muskelstivhed i langt højere grad end øget refleks stivhed (spasticitet) er den hyppigste årsag til forøget tonus i ankelmuskulaturen hos børn med CP.
Resultaterne understreger netop betydningen af at kunne skelne korrekt imellem de forskellige bidrag til muskelstivhed for at undgå unødvendig antispastisk behandling.
Studie II
Observationerne fra studie II indikerer, at spasticitet ikke er den afgørende begrænsning for funktionel bevægelse af ankelleddet for børn med CP under gang. Trods relativt forøgede reflekser under gang blev der observeret et tilsvarende, og i flere tilfælde et mindre, fald i soleus EMG-aktiviteten hos børnene med CP sammenlignet med kontrolbørnene, når de aktive plantarfleksorer forkortes. Dette indikerer, at sensoriske feedback-mekanismer bidrager mindre til soleus EMG-aktivitet hos børn med CP end hos kontrolbørnene.
Vi mener derfor, at forøget refleksaktivitet ikke bidrager til dropfod og tågang hos børn med CP. Det er derfor usandsynligt at antispastisk behandling vil have nogen form for funktionel effekt hos børnene. Behandlingsforløbet bør i langt højere grad rettes imod de passive muskelforandringer.
Studie III
Studie III blev udført for at undersøge, om intensiv gangtræning ved brug af et løbebånd med stigning kan reducere passiv muskelstivhed i ankelleddet og måske fremme et mere hensigtsmæssig hæl-i-sæt hos børn med CP.
Undersøgelsen viste, at børn med forøget passiv stivhed forud for gangtræning opnåede en væsentlig reducering af den passiv stivhed efter gangtræning. Dette indikerer, at det er muligt at modvirke udviklingen af passiv muskelstivhed og måske endda forhindre udviklingen af kontrakturer, hvis problemet opdages på et tidligt tidspunkt i opvæksten.
Disse tre undersøgelser fremhæver betydningen af en grundig klinisk vurdering med henblik på, at sikre det mest optimale behandlingsforløb for det enkelte barn. Behandlingsforløb der involverer fysisk aktivitet samt et mere målrettet træningsforløb, kan for mange børn være en mere hensigtsmæssig løsning end antispastisk behandling.
Lån ph.d.-afhandlingen hos Det Kgl. Bibliotek (kræver login)
