Andrea Oplaeg

Italiensk CP-forsker modtager pris

Den italienske forsker Andrea Guzzetta modtager Elsass Fondens forskningspris 2025 for sin skelsættende forskning inden for tidlig opsporing af CP og sit store engagement i at forbedre livet for børn med CP.

Han er anerkendt verden over for sin forskning i hjernens tidlige udvikling og evne til at forandre sig hos spædbørn med hjerneskade. Hans langsigtede mål er at forbedre tidlig opsporing af CP for at lette sværhedsgraden af funktionsnedsættelser. Og så er han netop udpeget som den fjerde modtager af Elsass Fondens internationale forskningspris.

Andrea Guzzetta er navnet på professoren ved universitetet i Pisa, som til maj modtager 2025-prisen på 1. mio. kr. En pris, som bl.a. skal bruges til at arbejde videre med projekter, der styrker og støtter den tidlige forbindelse mellem forældre og barn.

Skabt værdi i Danmark

Ifølge Jens Bo Nielsen, formand for udvælgelseskomitéen, faldt valget på Andrea Guzzetta af særligt to grunde: Hans betydningsfulde forskning, som har haft stor international indflydelse inden for tidlig opsporing af CP – dvs. hvornår man kan stille en diagnose. Og de markante ændringer i klinisk praksis hans forskning har ført til.

”Andrea Guzzetta har ikke kun bidraget med ny vigtig viden. Han har også været med til at sikre en bedre og mere effektfuld indsats over for børn med CP og deres familier – i Danmark og verden. Det harmonerer 1-1 med Elsass Fondens værdier. Og så har det oveni lagt fundamentet for alt det, den ny CP-klinik på Rigshospitalet handler om: Implementering af tidlig diagnose og intervention,” siger Jens Bo Nielsen.

Jens Bo Nielsen fremhæver desuden Andrea Guzzettas ledelse af SMILE-laboratoriet (Stella Maris Infant Lab for Early Intervention) på Stella Maris Scientific Institute i Pisa: 

”Under Andrea Guzzettas vejledning er laboratoriet blevet et globalt knudepunkt for forskning i motoriske og visuelle funktioner hos spædbørn ramt af tidlig hjerneskade.”

En gamechanger

Andrea Guzzetta har leveret et imponerende bidrag til forskning inden for pædiatrisk neurologi med mere end 285 publikationer i anerkendte tidsskrifter.

Særligt Andrea Guzzettas udvikling af kliniske teknikker til at vurdere synsfunktionen hos spædbørn fremhæves af udvælgelseskomitéen som originale og fremragende. Derudover har han ydet vigtige bidrag til forskellige andre teknikker som bl.a. General Movements Assessment og neuroimaging, der bruges til at opdage udviklingsforstyrrelser tidligt efter fødslen, og som muliggør en mere præcis diagnose af CP hos højrisikobørn.

Forskningen har været en gamechanger for klinikere verden over, da det giver dem mulighed for at igangsætte tidlige tiltag, der på sigt kan forbedre børnenes udvikling markant.

Diagnosetidspunkt har betydning

Et projekt ud af mange, der har bidraget til, at Andrea Guzzetta modtager forskningsprisen, er BornToGetThere, som fonden har støttet. Han er nemlig en af initiativtagerne til det næsten afsluttede EU-støttede forsknings- og udviklingsprojekt.

 

Andrea Guzzetta 2

Andrea Guzzetta er en af initiativtagerne til forsknings- og udviklingsprojektet Borntogetthere, der er støttet af Elsass Fonden. 

 

Projektet har især set på, hvilke barrierer der er for implementering af tidlig diagnostik af CP i forskellige europæiske lande – herunder DK – og hvordan de kan overkommes. For diagnosticeringen af CP sker nemlig relativt sent. I mange tilfælde først efter barnet er fyldt et år eller senere. Og dét har betydning for effekten af forskellige interventionsindsatser.

Sideløbende har projektet fokus på at sikre at både ny viden og praksis på området bliver tilgængelig i alle lande – også lavindkomstlande og svært tilgængelige regioner.

”BornToGetThere-projektet viser, at professor Guzzetta ikke kun ønsker at fremme videnskaben, men også arbejder for, at nyeste forskning er tilgængelig for sårbare befolkningsgrupper,” siger Jens Bo Nielsen.

En rørt prismodtager

Det er en både rørt og taknemmelig prismodtager, der modtager nyheden om, at han får Elsass Fondens forskningspris 2025:

”Da jeg modtog telefonopkaldet, blev jeg både beæret, ydmyg og virkelig glad. Jeg føler mig dybt taknemmelig og privilegeret over denne støtte til min forskning,” fortæller Andrea Guzzetta og fremhæver prisens betydning for CP-forskningen fremadrettet:

”Prisen er en vigtig milepæl for vores forskning inden for CP, da den understreger den store effekt af vores arbejde med tidlig opsporing, overvågning og intervention i forhold til CP. Samtidig betyder anerkendelsen fra Elsass Fonden, at vi kan sætte ambitiøse, langsigtede forskningsmål, som forhåbentlig vil gavne CP-miljøet i de kommende år.”

 

Andrea Guzzetta 3

CP-forsker, Andrea Guzzetta, modtager til maj Elsass Fondens forskningspris på 1. mio. kr. 

”Da jeg modtog nyheden, blev jeg både beæret, ydmyg og virkelig glad. Jeg føler mig dybt taknemmelig og privilegeret over denne støtte til min forskning,”

 

Med titlen som prismodtager følger 1 mio. kr., heraf 750.000 kr., som er øremærket ny forskning, mens de 250.000 kr. anerkender forskerens hidtidige indsats. Ifølge professor Guzzetta åbner prisen op for nye forskningsmuligheder:

”Vi får nu mulighed for at undersøge områder af CP, som endnu ikke er blevet udforsket fuldt ud. Det handler især om at forstå neuroplasticitet, og hvordan meget tidlige indgreb kan påvirke et barns udvikling. Samtidig betyder det også, at vi kan fokusere på at sikre støtten til forældre til udsatte spædbørn, da det kan være med til at forbedre deres livskvalitet.”

Professor Andrea Guzzetta vil få overrakt prisen ved en ceremoni i fonden i Charlottenlund d. 21. maj 2025.

Læs mere om Elsass Fondens Forskningspris her og mød de tidligere prismodtagere fra 2019, 2021 og 2023

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›
Lieber 04 Elliott Abel WEB

Amerikansk CP-forsker får forskningspris

Elsass Fondens internationale forskningspris på 1 mio. danske kroner tilfalder en international frontløber inden for viden om muskelkontrakturer.

Læs mere ›
Prismodtager Og Prinsessen

Australsk forsker modtager pris 

Professor Iona Novak fra Australien anses som førende inden for forskning i diagnosen cerebral parese i hele verden. Hun anerkendes nu med Elsass Fondens forskningspris på 1 mio. kr.

Læs mere ›