Richard Lieber Pris WEB

Richard Lieber fik overrakt forskningspris

H.K.H. Prinsesse Benedikte overrakte onsdag eftermiddag Elsass Fondens forskningspris på 1 mio. kroner til professor Richard Lieber fra NorthWestern University i Chicago 

Hans forskning har bidraget til at nuancere forståelsen af cerebral parese, hvilket blandt andet har ført til bedre behandlingsmuligheder for mennesker, der lever med diagnosen.
 
For den bedrift – kort beskrevet – blev den amerikanske professor i fysiologi og biomedicinsk videnskab, Richard Lieber, hyldet med Elsass Fondens forskningspris ved en ceremoni i fonden onsdag den 14. juni. Udover officielt at tage imod prisen, som blev overrakt af Elsass Fondens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte, holdt professoren et oplæg om sin forskning.
 
Forinden selve overrækkelsen af prisen var en gruppe forskere og fagfolk allerede samlet i fonden til et minisymposium med fokus på nyeste internationale viden om muskler og CP. Richard Lieber var dagens hovedtaler.
 
Med titlen som prismodtager følger 1 mio. danske kroner svarende til 145.000 USD. En substantiel sum, hvoraf hovedparten er øremærket endnu mere forskning på CP-området.
 
Det var en synligt rørt hovedperson, der endelig fik kunstner Jeppe Heins miniatureskulptur i hænderne som det konkrete symbol på anerkendelsen.
 
"Vi startede dagen med en masse muskeldrøftelser - jeg kunne ikke forestille mig en bedre morgen - og nu er vi her. Det er ærligt talt ikke til at finde ord for. Det er en stor ære for mig, " lød det fra Richard Lieber.

 

HKH Og Lieber WEB

 

Skabt ny viden om muskler

Igennem mere end 35 år har Richard Lieber været en af verdens førende forskere inden for cerebral parese (CP). Særligt muskelkontrakturer hos mennesker med CP – dvs. stivhed i muskler, som kan påvirke kroppens bevægelighed – har været et omdrejningspunkt for hans CP-forskning.
 
Helt konkret har Richard Liebers forskning medført en øget indsigt i muskelfysiologi – dvs. musklers konstruktion og funktion. Den har givet praktikere og andre forskere, en større forståelse af de mekanismer, der ligger til grund for ændret muskelstruktur og kontrakturer hos mennesker med cerebral parese.
 
Han har blandt andet påvist, at såkaldte satellitceller – stamceller, som er ansvarlige for muskelvækst og -reparation – ikke fungerer, som de skal, når man har CP. En indsigt, der er afgørende for at finde fremtidige behandlingsmuligheder.
 

HKH Lieber Og Nick Elsass WEB

 

Sat markante aftryk

Ifølge komitéformand for forskningsprisen, Thomas Sinkjær, faldt valget på Richard Lieber, fordi han har sat markante aftryk – især inden for det ortopædkirurgiske felt.
 
”Professor Lieber er en inspirerende mentor for forskere og klinikere, der arbejder med CP. Han har ændret vores forståelse af musklens opbygning hos mennesker med CP og styrket forbindelsen mellem grundforskning og klinisk praksis. Hans forskning har banet vejen for udvikling af mere effektive behandlingsmetoder med meget stor betydning for børn og voksne med CP i hele verden,” forklarer han.
 
Det er tredje gang forskningsprisen overrækkes. Første gang var i 2019 til den belgiske professor Bernard Dan. Siden er den uddelt hvert andet år. I 2021 gik prisen til professor Iona Novak fra Australien.
 
Læs mere om the Elsass Foundation Research Prize

Læs også...

Lieber 04 Elliott Abel WEB

Amerikansk CP-forsker får forskningspris

Elsass Fondens internationale forskningspris på 1 mio. danske kroner tilfalder en international frontløber inden for viden om muskelkontrakturer.

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›