Kostforskelle på børn og voksne

Der er flere forskelle på børn og voksne med cerebral parese, hvad angår kost og ernæring. Alder er i sig selv en faktor, der spiller ind i forhold til, hvor effektivt forskellige næringsstoffer virker i kroppen.

Fx har det lille barn behov for en mere energiholdig kost end større børn og voksne, da hjernen udvikler sig hurtigere og mere effektivt i de første år af livet. Børn og voksnes kostvaner adskiller sig også typisk fra hinanden.

Børn med CP

Gode kostvaner fra barndommen bæres typisk med over i voksenlivet. Derfor giver det mening at hjælpe barnet til sunde spisevaner tidligst muligt. Det er ikke altid så let, som det lyder. Men et konkret eksempel er at introducere et bredt udvalg af sunde fødevarer, fra dét øjeblik barnet begynder at få andet end mælk.

Sker det, at måltiderne og kostvanerne pludseligt begynder at køre skævt, så er der ingen grund til at miste modet. Kostvaner og smag er plastisk. Det betyder, at man – med ret simple greb – hurtigt kan få alting tilbage på sporet igen uanset alder.
 
Under 2 år
I de første leveår har barnet et stort energibehov. Derfor er det nødvendigt med høj energitæthed i kosten. Den kommer naturligt med modermælk og erstatning – og senere via tilsætning af fedtstof til grød, mos og fast føde.
 
Har barnet udfordringer med at tage næring til sig (fx synke eller sutte) er det vigtigt at få afdækket årsagen med hjælp fra en sundhedsplejerske. Vær opmærksom på, at børn med CP kan være længere tid om at gå fra det ene kostudviklingstrin til det næste. Nogle vil måske have brug for støtte til at komme godt og effektivt videre.
 
Over 2 år
Når barnet har nået 2-årsalderen er det som regel velinkluderet i familiens måltid.
 
Har dit barn CP, er der øget risiko for, at barnet er småt spisende eller helt undgår at spise. Det kan skyldes forskellige faktorer som tilsammen – eller hver for sig – kan ‘sætte sig’ i barnet på uhensigtsmæssig vis.

Her er det vigtigt at prøve at forstå barnet. En modvilje mod at spise bunder typisk i dårlige oplevelser, som barnet skal hjælpes videre fra. En enkelt ubehagelig oplevelse med at synke forkert eller få mad galt i halsen kan hurtigt føre til generelle problemer med spisning. Vær opmærksom på, om der er behov for at tilpasse konsistens af mad og drikke (evt. yderligere).
 
Er de mundmotoriske udfordringer så store, at de forhindrer et optimalt indtag af mad og drikke med tilpasset konsistens, så kan sondemad komme på tale.
 
Sensorisk påvirkning
Forstyrrelsen af hjernens tidlige udvikling påvirker ikke kun de motoriske funktioner, men kan også vise sig ved, at børn med CP sanser og smager anderledes. Det, som kan opfattes som kræsenhed, handler altså i virkeligheden om en påvirkning af sanseapparatet. Selvom det langt fra er det samme, så kender de fleste af os noget, der minder om fra forkølelse, hvor maden pludselig i en periode ikke smager, som den plejer – for børn med CP er det bare endnu mere komplekst.
 
Hvis dit barn er sensorisk påvirket, kan det være en idé at give det nye sanseoplevelser med maden, da smag sagtens kan ændre sig over tid. Det kan bl.a. ske ved at handle ind og lave mad sammen med barnet, samt give barnet nye oplevelser med fødevarer – gerne udenfor måltidet. Og så kan et fokus på at skabe gode måltidsoplevelser ligeledes bidrage positivt.
 
Psykologiske og sociale barrierer
Mad er ikke bare mad. Måltidet er en vigtig kulturel og social begivenhed, vi mødes om, og som for mange betyder velbehag. Som forælder kan man have høje ambitioner til måltidet som netop noget fælles, hyggeligt og behageligt.
 
Indfries forventningerne af den ene eller anden grund ikke, kan man utilsigtet komme til at køre fast i et spor, hvor måltidet bliver det modsatte af dét, man håbede på. Sådan et mønster kan være svært at bryde med igen, og kræver typisk en ihærdig og tålmodig indsats – nogle gange endda professionel hjælp.
 
 
Unge og voksne med CP

Mange voksne med CP oplever et funktionsfald med alderen. Det gør alle mennesker. Men har man CP, kan det sætte ind tidligere og i et hastigere tempo. Derfor er det ekstra vigtigt at have fokus på fortsat at leve et aktivt liv - fysisk, psykisk og socialt samt spise en sund og hjernerigtig kost.
 
Ved indtagelse af de rigtige næringsstoffer giver man hjernen og kroppen langt bedre betingelser for at fungere optimalt og måske endda udvikle sig i positiv retning.
 
Unge og voksne med CP kan være mere eller mindre påvirket af mundmotoriske udfordringer. Det samme gælder for sensoriske udfordringer – altså at sanserne er påvirket, og fødevarer dufter og smager anderledes. Det kan skabe behov for en mere tilpasset konsistens af mad og drikke, samt nye og varierede madoplevelser – både under madlavning og spisning.
 
For mange har det stor betydning for spiselysten at gøre måltidet til en social begivenhed – både før, under og efter. For andre fungerer det bedre være alene og have fuld fokus på måltidet.

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›
Pige med cerebral parese kigger undrende på laks, der ligger på bordet

Kost, ernæring og CP

Der er mange gode grunde til at sætte fokus på kost i relation til CP. Under- og overernæring er mere udbredt end i resten af befolkningen.

Læs mere ›